Vivi Heelsberg

Vivi Heelsberg har aldrig været bange, når hun har rejst rundt til verdens krigszoner som sygeplejerske. Men det har været svært for hende at dele sin oplevelse med venner og familie hjemme i Holbæk.

Vivi Heelsberg tøver et øjeblik, før hun hopper den sidste halve meter ned fra helikopteren. ”Gad vide, om de skyder mig, inden jeg rammer jorden,” tænker hun. I helikopteren er der to piloter og en jurist ud over Vivi, og de er landet i en lysning midt i Sierra Leones tætte jungle. En gruppe børnesoldater har slået ring om helikopteren. De er klædt i camouflagetøj og har bandanaer om hovedet. De er bevæbnet med kalshnikover og håndgranater. Vivis fødder rammer jorden, og børnenes geværer forbliver stille.

”Det er den gang, jeg har været mest bekymret før en mission,” siger Vivi om den opgave, hun meldte sig frivilligt til: At flyve ind i junglen til oprørsgruppen bestående af unge drenge for at evakuere en lokal læge. Lægen var blevet alvorligt syg efter to års fangenskab, og nu ville børnesoldaterne have ham ud af deres lejr.

Vivi er sygeplejerske og har været udsendt for Røde Kors 19 gange siden 1995. Når man lægger det hele sammen, har hun brugt mere end 11 år på missioner i udlandet. Hendes ture er gået til lande som Sudan og Sydsudan, Somalia, Palæstina, El Salvador og Sierra Leone – alle steder, som har været plaget af borgerkrig eller andre væbnede uroligheder. Hendes lejlighed minder en smule om Karen Blixen Museet – fyldt med artefakter og kunsthåndværk fra det afrikanske kontinent.

Hvor blodet flyder

Vivi har altid været tiltrukket af den spænding, der følger med sygeplejergerningen. Da hun som teenager arbejdede på et plejehjem, var det lidt spændende at få lov at gå ind ad de døre, hvor der kun var adgang for personalet. Da hun blev færdig på sygeplejerskolen i 1972, blev hun ansat på medicinsk afdeling på Holbæk Sygehus, men her nåede hun kun at være kort tid, inden hun rykkede videre til hospitalets skadestue. På skadestuen var hun godt tilpas, når hun skulle tage sig af de akutte skader.

”Det er det, jeg kan. Det er det, jeg er uddannet til. Og man trives bedst, i det man kan,” siger Vivi.

Vivi husker særligt de voldsomme trafikskader, der var flere af dengang, inden det blev almindeligt at køre med sikkerhedssele. Det blev en forsmag på, hvad Vivi skulle opleve meget mere af senere i sin karriere.

Hun blev draget af verdens fjerne krige og konflikter, og i 1995 tog hun med Røde Kors til Sudan. Her skulle hun arbejde på et hospital kontrolleret af landets regering, der var i krig med oprørere fra den sydlige del af landet. Dengang var hun 45 år. Vivi skulle egentlig være på det kirurgiske afsnit, men hun fandt hurtigt ud af, at hospitalets skadestue ikke fungerede særlig godt. Hun gik straks i gang med at få styr på, hvordan patienterne blev modtaget, så det var de personer, der havde størst behov for hjælp, som blev behandlet først, og ikke nødvendigvis de rigeste eller de mest voldelige patienter.

Efter seks måneder gik turen hjem til Danmark og tilbage til skadestuen i Holbæk, men Vivi var blevet tændt på mere eventyr.

”Det er ikke svært at rejse ud, men det kan være svært at komme hjem. Hjemme handler samtalerne om vejret og om tilbud i Netto. Det er forkert at kalde det tomhed, når man har både venner og familie, men det er bare så intenst at arbejde i et krigsområde”, siger Vivi, der er skilt og har to voksne sønner.

Vivi kan godt føle sig fanget mellem forventningen om, at hun burde være glad for at komme hjem, og så den del af hende, der savner stederne og de mennesker, hun kender fra sine missioner. Den del, der længes efter at rejse ud.

Og Vivi fik muligheden for at komme af sted igen allerede året efter sin første tur til Sudan. Hun blev udstationeret på nogle sundhedsklinikker langt ude i junglen i Sierra Leone, hvor livet gik sin stille gang. Men en dag skete der noget: Regntiden holdt op, og borgerkrigens frontlinjer rykkede bogstavelig talt ind i nabohuset. En regeringsmilits flyttede ind og gjorde det til sin base.

”Da de begyndte at slås, så kunne jeg gøre mig nyttig. Der var mange sårede patienter, og jeg kunne bruge min viden og erfaring fra skadestuen,” siger Vivi, der pludselig fik travlt med at hjælpe på det nærmeste hospital.

Vivis makabre fotoalbum

I Vivis fotoalbum med billeder fra Sierra Leone er der en mand, der ligger på en briks. Hans arm er amputeret lige over albuen og ligner mest af alt ét stort kødsår. Han nåede ikke at kaste sin håndgranat, før den sprang i hånden på ham. På et andet billede ses en tarm med huller i. Den tilhører en 13-årig dreng, der blev ramt af et maskingevær, fortæller Vivi. Det ligner et af de billeder, der er på cigaretpakker, og som skal vække så tilpas meget afsky, at man holder sig fra dem. Det er svært at se, om tarmen stadig sidder fast på sin ejermand. De næste billeder er mere rare at kigge på. De er fra en fest, hvor Vivi og hendes internationale kolleger har fundet tid til at hygge sig og drikke en øl.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vivi græd hele vejen hjem i flyet fra Sierra Leone. Ikke fordi hun havde været ked af at være der, men fordi hun var ked af at skulle hjem. Det var tanken om alle de mennesker, som hun måske aldrig skulle se igen.

Vivi har også et billede af sin bamse. Den fik hun i afskedsgave, da hun rejste til Sudan for første gang. Bamsen fulgte hende i ti år, og den gav ro, når krigen rasede i nærheden. Nu er bamsen pensioneret i Sydsudan og erstattet af en flodhest, som hun købte i et storcenter i Jerusalem.

Beviste sit værd

Turene til Sudan og Sierra Leone blev begyndelsen på en lang karriere som udsendt sygeplejerske for Røde Kors. I 2010 tog Vivi til Gaza, hvor hun skulle være i 12 måneder. Der havde netop været uroligheder, og det var Røde Kors’ overbevisning, at man burde kunne redde mange flere menneskeliv på skadestuerne i Gaza, end det var tilfældet. Derfor blev Vivi hentet ind til at undervise de lokale sygeplejersker.

Det gik hurtigt op for Vivi, at det ikke var undervisning, de manglede. Gazas største skadestue var nemlig et stort kaos uden ret megen form for organisering.

”Der rendte et mylder af mennesker rundt derinde. Hvis de unge mennesker kedede sig om aftenen, så gik de ind på skadestuen med deres våben eller kørte på knallert indenfor. Pårørende til de sårede gik bare hen og tog fysisk fat i en læge for at få ham til at tilse deres kammerat. Også selvom lægen var i gang med at behandle en anden patient,” siger Vivi.

Vivi ville have lukket skadestuen af for pårørende, og så ville hun sætte sygeplejerskerne i front, så de kunne tage imod patienterne og vurdere deres tilstand. Det ville give lægerne tid og plads til at gøre deres arbejde.

Først oplevede Vivi ikke meget opbakning til sit projekt. Som sygeplejerske og kvinde var hun langt nede i hierarkiet blandt lægerne og de lokale ledere. Men Vivi var vedholdende og dygtig til sit arbejde. Da hun rejste fra Gaza, havde de lokale skiftet syn på hende. Allerede året efter ønskede de lokale ledere at få Vivi tilbage til Gaza for at indføre samme system på flere skadestuer.

”Man skal have sin faglighed i orden. Det betyder utrolig meget i sådan en forhandlingssituation, at de kan se, at jeg er vant til at arbejde med patienter”, siger Vivi.

Vivi blev pensioneret fra Holbæk Sygehus i 2014, og siden da har hun kun været på kortere missioner for Røde Kors. Hendes seneste mission var to måneder i El Salvador i foråret 2017.