Vivi Heelsberg

Jeg husker tydeligt de blå plastikfliser i brusekabinen. Vi havde lært, at man skulle opholde sig bag ved to vægge, når der blev skudt udenfor, og det eneste sted i huset, hvor vi kunne gøre det, var i brusekabinen. Vi sad der i 18 timer, min svenske kollega og jeg. Kun en gang i mellem bevægede vi os ud for at hente vand eller gå på toilet.

Det var i 1996, og vi var udstationeret langt inde i Sierra Leones jungle. Vi boede primitivt og var meget afsides og isoleret fra Røde Kors’ hovedkvarter i hovedstaden Freetown. Borgerkrigens grænser rykkede sig hele tiden, og en dag begyndte de at skyde i vores landsby. Det var en lille gruppe regeringstro soldater, der havde gjort nabohuset til deres base, og oprørerne var senere rykket ind i byen.

Man kommer tæt på hinanden, når man bruger så mange timer sammen på så lidt plads. Vi sad på gulvet og fortalte hinanden vores livshistorier. Min kollega, Svante, havde tidligere arbejdet i forsvaret, og han fortalte om sin tid der. Han fortalte også om sin kæreste derhjemme. Jeg fortalte om min familie.

Jeg kendte udmærket vores naboer fra regeringshæren. Inden oprørerne kom, havde jeg behandlet nogle af dem, når de var blevet såret i krigen, eller hvis de var kommet til at skyde sig selv i foden. Borgerkrigen i Sierra Leone var meget voldsom, og begge sider huggede hænderne af deres modstandere, for at forhindre dem i at stemme ved præsidentvalget. Det kunne godt være uvant og lidt besværligt at lægge et drop på nogen, der manglede sine hænder.

Mens vi sad i bruseren blev det nat og helt mørkt. Så tæt ved ækvator bliver det mørkt allerede klokken 18. Vi havde ikke noget lys. Vi kunne bare høre dem råbe og skyde derude et sted. Jeg mindes heller ikke, at vi spiste noget, mens vi sad der. Generelt havde vi ikke så meget mad i den tid, vi boede i landsbyen. Det var her, jeg lærte at drikke øl. Det mætter nemlig.

Vi var ikke bange for at blive ramt. Vi havde gode erfaringer med både regeringens soldater og oprørerne, som godt vidste, at Røde Kors er neutrale. Alligevel holdt vi da hovedet så langt nede som muligt, når vi bevægede os rundt. Pludselig holdt de op med at skyde udenfor, og kampene rykkede et andet sted hen.