To-årige Omar fra Syrien hoster og risikerer at få lungebetændelse
Flygtningebarnet Omar har bronkitis og har hostet meget af sit liv. Omars familie er flygtet fra Syrien til Libanon og han er et af tusindvis af flygtningebørn, som er afhængig af lægehjælp.
Omar stopper med at græde, da han får øje på en pose, som indeholder en æske med hostestillende medicin. En sygeplejerske er ved at give posen til hans mor.
Omars øjne er blanke og hans kinder rødmende, og i det lille undersøgelseslokale har hans gråd vekslet med små, tørre, sælhundsgøende host.
En læge med turkis plasthandske-hænder er netop blevet færdig med at lade sit stetoskop vandre rundt på Omars lille bryst og omkring hans ører.
For to-årige Omar Shamsini har det været en nat som mange andre – en nat, der er gået med hosten og problemer med at trække vejret. Det fortæller hans mor Hanadi Itani, som vi møder på Røde Kors-klinikken i landsbyen Al Ayan i Hermel i Libanons nordlige del af Bekaa-dalen.
Syrien ligger mindre end 20 kilometer fra landsbyen, på den anden side af en gold bjergkæde.
”Vi har været i klinikken flere gange for at få hjælp, for Omar har haft problemer, siden han var helt lille. Lægen siger, det er bronkitis,” siger Hanadi Itani.
Men først skal vi høre lidt mere om Omars situation, for hans hosten er bestemt ikke noget særtilfælde. Det fortæller manden med de turkise plastichandsker, børnelæge Husain Naser Dine.
”Vi ser rigtig mange syriske flygtninge, især børn, som lider af influenza, hoste og bronkitis og andre luftvejsinfektioner. Det er mest markant om vinteren, når kulden og luftfugtigheden er høj, ikke mindst her i bjergområderne. Det er som udgangspunkt ikke farlige sygdomme, men de kan udvikle sig alvorligt, hvis man ikke bliver behandlet, ” siger Husain Naser Dine.
Faktisk kom omkring halvdelen af dem, som opsøgte vores i alt ni Røde Kors-mobilklinikker rundt om i Libanon i sidste kvartal af 2017, for at få hjælp mod sygdomme, som slider på eller svækker deres luftveje og vejrtrækning:
Mobilklinikker
I 2017 blev i alt 120.000 syriske flygtninge, heraf omkring halvdelen børn, gratis undersøgt og behandlet på de mobile Røde Kors-klinikker. Det tal er steget støt siden 2013.
Klinikkerne dækker en række lokalområder fra nord til syd i Libanon.
I klinikkerne arbejder læger, sygeplejersker, jordemødre og socialarbejdere. Udover undersøgelser for en lang række sygdomme tilbyder de undersøgelser af gravide, vaccinationer mod for eksempel mæslinger og polio, og psykosocial hjælp. Patienter med alvorligere sygdomme bliver henvist og hjulpet til behandling på hospitaler.
Husain Naser Dine tilføjer, at sygdomsbilledet ændrer sig noget om sommeren:
”Der bliver vi opsøgt af familier, fordi børnene har fået diare. Og vi ser også mange tilfælde af fnat og lus,” siger Husain Naser Dine.
”Vi ser rigtig mange syriske patienter, især børn, som lider af influenza, hoste og bronkitis og andre luftvejsinfektioner"
Livet i betonbygningen
Vi parkerer på en grusbelagt plads og vandrer efter Omar og hans mor ind i en betonbygning og direkte ind i det rum, som danner rammen om familiens liv.
Betonvæggene er lige så rå og kolde som ydermurene, og tynde tæpper af nylon og billigt væv kan ikke skjule, at her er fodkoldt, selvom man har støvler og jakker på.
”Vi har prøvet at få fat i nogle bedre og varmere gulvtæpper, men det er for dyrt. Vi har ikke råd, ” fortæller Hanadi Itani og sukker.
Rummet er næsten nøgent. Der er en sofa og en række tynde madrasser omkring en kakkelovn. På væggen hænger tre små bure med fugle. Indimellem lyder et pip.
Boligen består desuden af et toilet og baderum og et køkken, hvor kulden og fugten trækker sorte prikker henover gummi-listerne i et slidt køleskab. Tanken om skimmelsvamp ligger lige for.
”Vi har prøvet at få fat i nogle bedre og varmere gulvtæpper, men det er for dyrt. Vi har ikke råd.”
Omar er sunket udmattet om på en af madrasserne, hvor han får lidt chips af broderen Taleb. Hverken Taleb eller storesøster Selma er syge, men Ahmad Muhamed Chamsini er ikke glad for de boligforhold, han kan tilbyde sine børn:
”Jeg tror ikke, det er godt for børnene, og slet ikke for Omars helbred at bo sådan her, for her er koldt. Huset og ovnen beskytter os kun nogenlunde mod kulden. ”
Som familiens forsørger gruer Ahmad Muhamed Chamsini ekstra meget for fremtiden. Familien har nemlig ikke råd til at blive boende.
Med en usikker og ustabil indtægt som bygningsarbejder er han ikke i stand til at skaffe de 200 dollars, det koster at leje huset hver måned.
”Vi bliver nødt til at flytte ind i et telt ligesom mange andre flygtninge. Det er FNs telte. Lige nu venter vi på, at der bliver et telt klart til os. Det bliver dårligere forhold, end det vi bor i nu. Jeg har det skidt med det, men jeg kan ikke gøre noget,” siger Ahmad Muhamed Chamsini og kører en hånd bekymret hen over ansigtet.
Han og hustruen boede ved ankomsten til Libanon først nogle få måneder i telt, og Hanadi Itani har ikke gode minder:
”Det var meget hårdt, selv uden børn. Det er jo bare telte af nylon spændt ud over træ, som ikke beskytter mod noget. Det er ikke godt for børn at bo der, ”siger hun.
For begge er det som salt i såret at blive spurgt om forskellen fra nu til deres hus i byen Al Quasyr i Syrien, som de flygtede fra:
”Det var et stort hus, omkring 240 kvadratmeter, og i meget bedre stand end det her. Vi havde møbler, og en have og grund udenfor, hvor vi dyrkede vores egne grøntsager. Jeg havde fast job som håndværker. Nu – nu har vi mindre end ingenting.”, sukker Ahmad Chamsini.
Det er tid for Omar at få noget hostestillende mikstur, og Hanadi Itani henter en flaske i køleskabet.
Far hælder op på skeen, og Omar slikker villigt det karamel-lugtende, tykke fluidum i sig:
Efter Omar er gået udmattet omkuld på madrassen, går hans mor udenfor for at få lidt luft og ro. Tankerne om, hvordan familien skal klare sig, fylder mest:
”Jeg er dybt taknemmelig for, at vi får gratis hjælp og medicin. Men det jeg er bekymret for, om Omars helbred får det endnu værre i et telt. Men hvad kan jeg gøre?”, spørger hun opgivende.
Desværre kan børnelægen på Røde Kors-klinikken, Husain Naser Dine, ikke dulme forældrenes bekymringer for Omar:
”Vi snakker om telte, hvor temperaturen ofte er det samme inden- og udenfor, måske fire-fem grader. Familien vil selv skulle skaffe en ovn, men det har de ikke råd til. Når Omar bliver lidt ældre, kunne han også have glæde af en maskine, som kan hjælpe ham med vejrtrækningen. Men den kører på strøm, og det vil familien heller ikke have adgang til i et telt, ” siger lægen.
Han tænker sig lidt om, og tilføjer så:
”Et liv i et telt vil forværre Omars vejrtrækning endnu mere og gøre ham meget udsat for at få for eksempel lungebetændelse. Omars helbred vil næsten med garanti blive markant dårligere. Det er jeg ganske sikker på.”