Brev fra en redningsaktion i Aleppo

Onsdag den 7. december 2016 blev nogle af de mest sårbare mennesker i Aleppo evakueret fra et tidligere plejehjem, der lå meget nær byens frontlinjer. En læge fra Røde Kors, der var med til at udføre evakueringen, har sendt dette brev til BBC.

Oversat til dansk. Du kan læse brevet på originalsproget her: http://www.bbc.com/news/world-middle-east-38257312?ocid=socialflow_twitter%3FSThisFB

I mit arbejde som læge for den Internationale Røde Kors Komité (ICRC) har jeg set mange ting i Syrien i de forgangne fem år. Men intet som det her.

Vi havde forsøgt at nå plejecenteret dagen før, men vi kunne ikke få lovning på den nødvendige beskyttelse, hvis vi gik derind. Kampene var for intense. I løbet af den tid, vi ventede på at komme ind, døde der tre mennesker på centeret.

Endelig fik vi tilladelse til at tage ind til det tidligere plejehjem, der nu var blevet et tilflugtssted for omtrent 150 mennesker. Nogle af dem er handicappede, andre er psykisk syge, og resten er mennesker i en desperat situation, der ikke har haft andre steder at tage hen.

Vi, Syrisk Røde Halvmåne og ICRC, var kommet for at hente dem ud af det østlige Aleppo.

Det var allerede ved at blive mørkt, da vi kørte ind ad de smalle gader i den gamle bydel. Jeg kender området fra før krigen – et livligt og energisk sted.

Nu er det et hav af murbrokker. Jeg kunne ikke genkende gaderne og slet ikke bygningerne. En spøgelsesby af smadret beton. Et sted, hvor verden var endt. Som om et raseri var fløjet igennem her.

Skudregn raslede i det fjerne, men der var ingen larm her, ingen mennesker.

Vi var nødt til at gå det sidste stykke. Ingen biler kunne komme igennem her.

Midt i landskabet lå to smuldrende bygninger. En bygning til mænd, en bygning til kvinder.

Vi gik ind i gården. En gruppe af patienter sad sammenkrøbet rundt om et bål. De havde meget lidt tøj på og rystede alle sammen. Mange af dem så forvirrede og åndsfraværende ud. De sad meget tæt på hinanden, skubbede deres skuldre sammen, kiggede rundt og forsøgte at berolige hinanden.

Til den ene side for dem lå der lig. Måske 10 af dem.

Jeg kender manden som drev plejecenteret, og det lykkedes os at finde ham. Vi erfarede, at han havde mistet hele sin familie tre dage tidligere. Blandt dem var hans kone, søn og barnebarn. Han havde taget sin familie med herhen, fordi han ikke troede, at nogen kunne finde på at angribe centeret.

Nogle af ligene i gården var hans familiemedlemmer.

Som det blev mørkt og temperaturen faldt, var vi nødt til at arbejde hurtigere. Vi fik identificeret hvem, der havde mest brug for hjælp. Imens vi arbejdede døde en ældre mand af kulde for øjnene af os.

Ingen medicin. Ingen varme. Ingen gas til at lave mad.

Jeg tjekkede et par af bygningerne i nærheden for at se, om der var flere mennesker. Det var der ikke.

Men der var et lig mere. Vi kunne se det, men det lå fanget under en kollapset bygning. Vi kunne ikke gøre noget ved det.

Evakueringen var ikke simpel. Mange, især de psykisk syge, ville ikke forlade centeret. De var forvirrede og hjælpeløse. De vidste ikke, at de boede midt i en krigszone.

Nogle af dem havde boet her i fire-fem år. De kendte ikke til andet. ”Vi har ikke noget familie. Vi har ingen stedet at tage hen”. Nogle af dem sagde, at de helst bare ville blive.

Nogle soldater ankom til stedet. De havde seks børn med sig. De var blevet fundet mellem murbrokkerne. Fortabte og hjælpeløse. Den ældste var en syv-årig pige. Den yngste en syv måneder gammel dreng. De havde ikke spist i to dage.

Alle seks var de blevet forældreløse, efter deres forældre var blevet dræbt af bomberne de forgangne par dage. De havde intet og ingen. Hvad kan man sige til dem? Hvad kan man gøre?

Der var 18 mennesker, som valgte at blive tilbage på centeret. Fordi de ikke havde andre steder at tage hen.

Jeg håber, at vi kan tage ind til dem med hjælp igen meget snart.

Det her er endnu et kapitel i en forfærdelig krig.

De her mennesker betaler prisen for denne forfærdelige krig, som de intet har med at gøre. De valgte ikke at være en del af det her. De er de allermest sårbare af de sårbare. Og der er ingen, der beskytter dem.

Det her handler ikke om, hvem der har ret, eller hvem der tager fejl. Heller ikke om, hvem der vinder eller taber. Det her handler om mennesker: kød og blod. Levende væsner. De blødende, de døende og dem, der bliver forældreløse – hver eneste dag.

Jeg er utrolig ked af det i dag. Jeg beder jer, der må være en grænse for denne krig.