Røde Kors åbnede sin første sundhedsklinik i København 2011 i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp. Siden er der også åbnet klinikker i Aarhus i 2013, i Odense i 2019 og Aalborg i 2023. De fire klinikker drives og administreres af Røde Kors som en samlet klinik med fire adresser.
Alle klinikker er registreret i Sundhedsstyrelsen som private klinikker. Det betyder, at Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med klinikkerne og har godkendt, at vi overholder alle forskrifter for at drive privat klinik.
Sundhedsklinikkens arbejde er udelukkende finansieret af private fonde og donationer.
Spørgsmål og svar
Hvorfor åbnede vi Sundhedsklinikken?
Parterne bag sundhedsklinikken mener, at alle har ret til sundhed. I Danmark har mennesker uden opholdstilladelse adgang til akut behandling i tilfælde af ulykker eller alvorlig akut sygdom - men de kan ikke få mere basal sundhedshjælp hos læge, tandlæge, fysioterapeut etc.
Samarbejdspartnerne bag klinikken er Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp, som har været med til fra start og sikret, at klinikken blev en realitet, og som fortsat støtter og bakker op.
Vi oplever et stort behov for den basale sundhedshjælp, idet klinikken hvert år har flere tusinde patienthenvendelser. Læs mere om antal patienter og henvendelsesårsager i årsrapporterne her.
Hvilken hjælp tilbyder klinikken?
Klinikken tilbyder basal sundhedshjælp til mennesker, der falder udenfor det offentlige danske sundhedssystem. Det kan for eksempel være lægebehandling, vaccinationer af børn, graviditetsundersøgelser, fysioterapi eller akut tandbehandling.
Konsultationerne i klinikken er gratis, og den nødvendige medicin er gratis for de patienter, som ikke selv har midlerne til at betale.
Hvem kommer i klinikken?
Klinikken konsulterer og behandler mennesker, der ikke har dansk cpr nummer og derfor ikke har adgang til det danske sundhedsvæsen med et gult sygesikringskort. Det er mennesker fra mange forskellige steder i verden og med mange forskellige baggrunde.
Læs mere om fordelingen mellem de forskellige grupper i årsrapporterne.
Hvem arbejder i klinikken?
Det er professionelle sundhedsfaglige, som arbejder frivilligt i klinikken. Vi har tilknyttet læger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, bioanalytikere, tandbehandlere og tolke. Derudover er der frivillige speciallæger, som vi kan henvise patienterne til efter behov.
Der er ansat lønnet leder af klinikken, samt deltidsansatte.
Hvordan finansieres klinikken?
Røde Kors Sundhedsklinikken er udelukkende privatfinansieret og drevet ved hjælp af private donationer.
Klinikkens arbejde finansieres i dag af Oak Foundation Denmark, som har været en betydelig støtte siden 2011, og Røde Kors-afdelinger i hele Danmark. Derudover har flere virksomheder givet donationer i form af inventar og udstyr.
Økonomiske donationer bruges til medicin, medicinsk materiale og udstyr, som kommer patienterne direkte til gavn. Derudover er de med til at finansiere den daglige drift, såsom leje af lokale, rengøring, journalsystemer og telefoni.
Vi vil gerne takke alle vores sponsorer for støtten. Alle donationer gør en stor forskel for patienterne, og i klinikken kan vi både se og høre, hvor taknemmelige patienterne er for den hjælp, de får.
Ønsker din virksomhed, eller ønsker du som privatperson, at støtte Sundhedsklinikken? Så er du velkommen til at kontakte os på sundhedsklinikken@rodekors.dk.
Støt Sundhedsklinikken
Med et bidrag er du med til at sikre, at Sundhedsklinikken kan fortsætte sit arbejde for dem, der står uden for det offentlige sygehusvæsen.
Bank
4183-7803893
SMS send SUNDHEDSKLINIK til 1290 og støt med 150 kr.