Dette er historien om det øjeblik, hvor 61-årige Calle Jørgensen holder en døende, ældre mand i hånden i de sidste timer. Han er frivillig våger i Røde Kors’ vågetjeneste i Ballerup/Herlev. En våger sidder ved en døende, hvis der ikke er andre. For ingen skal dø alene.

Det er lidt i midnat, da jeg bliver lukket ind af én af de søde nattevagter på plejecenteret.

Jeg skal ind og våge hos en døende mand.

Jeg tænker på, hvem jeg skal ind og sidde hos i nat. Hvilket menneske møder mig dér i sengen, og vil han dø på min vagt?

Jeg går ind på den døendes stue og siger hej til min medvåger, som har siddet hos beboeren siden kl. 20. Jeg præsenterer mig for beboeren. Det er en 71-årig mand – K – der ligger i sengen. Jeg ved ikke, om han registrerer noget, men jeg fortæller ham, at jeg vil være hos ham de næste fire timer.

K er stærkt dement og tydeligvis i terminalfasen. Personalet har givet ham smertebehandling og medicin mod vejrtrækningsbesvær.

Jeg sætter mig hos K og tager hans hånd. Han er lidt urolig med stødende vejrtrækning, åben mund og stirrende øjne, men han reagerer på min berøring. Når jeg aer ham på kinden og lægger min hånd på hans pande eller bryst, falder han til ro. Åndedrættet bliver roligere, og hovedet falder længere ned i puden.

Tiden går. Jeg drikker af min medbragte kaffe og spiser lidt slik, som K´s datter har sat frem. Datteren kunne ikke være her i nat, men en folde-ud-seng og en taske vidner om, at hun ofte er her. Hun har skrevet et sødt kort til os og forsynet os med guf og drikkevarer. Jeg tænker på, at det er flot, hun finder overskud til at tænke på os.

K har rejst meget, og jeg kan se utallige fotoalbums i hans reol. Tekster på ryggen af disse albums vidner om mange rejser i Europa. Jeg sætter mig ved sengen og fortæller K om nogle af de spændende rejser, jeg har foretaget. Jeg bemærker, at min stemme virker til at berolige K.

At sidde hos et døende medmenneske sætter uvægerligt tanker i gang. Tanker om både livet og døden – hvad venter os efter døden, om noget overhovedet? Det er tanker, jeg ofte har gjort mig, men denne situation bringer dem tættere på.

Disse tanker deler jeg med K. Måske har han tænkt noget lignende? Jeg reflekterer også over, hvorfor jeg har valgt at blive frivillig våger. En af årsagerne er, at jeg gennem mange års arbejde i psykiatrien har mødt et utal af mennesker, der var alene – både i livet og i døden. Jeg vil gerne bidrage til, at mennesker ikke skal være alene, når de skal dø.

Klokken har passeret 02 denne fredag nat, og K´s tilstand ændrer sig. Jeg fortæller ham, at jeg kan se, han er på vej, og at det er i orden at give slip. At jeg vil være ved hans side.

K slapper mere af i kroppen og sukker dybt et par gange. Han dør stille og udramatisk, mens jeg aer ham på kinden, ønsker ham god rejse og siger farvel. Jeg tilkalder personalet, som konstaterer, at K er død. Jeg beder sygeplejersken fortælle K`s datter, hvor fredfyldt hendes far døde.

Jeg er eftertænksom og føler mig samtidigt lidt glad. Vores motto blandt vågerne er: Ingen skal dø alene. Og K døde ikke alene. Døden er på sin egen måde livsbekræftende. Intet gør vel livet så nærværende som dets modpol døden. Jeg kan godt lide tanken om, at livet og døden komplimenterer hinanden.