SOM CHAUFFØR FØLER JEG MIG NYTTIG OG HJÆLPSOM

af Susan Hoffmann

 

Kontainer image

SOM CHAUFFØR FØLER JEG MIG NYTTIG OG HJÆLPSOM

I Røde Kors har vi fokus på, at beboerne er en del af det aktive center og bidrager til centerets mange funktioner. En aktiv og involverende hverdag er vigtig for beboere, der befinder sig i en svær og uforudsigelig situation – også i årevis.

 Lige nu er vi særligt imponerede over to mødres ukuelige indsats på Udrejsecenter Avnstrup. 43-årige Carol og Hadia på 31 har nemlig meldt sig som chauffører.

 Dermed er de en del af centerets chaufførteam – en gruppe beboere med kørekort, som andre beboere kan trække på, når de for eksempel har brug for kørsel til apoteket for at hente medicin eller til undersøgelse på et hospital. Udover kørekort har alle chauffører førstehjælpsbevis og børneattest.

 Både voksne og børn har ofte brug for Carol og Hadia. Udrejsecenteret ligger i et skovområde i Lejre kommune cirka 20 kilometer syd for Roskilde, og bussernes køreplaner passer langt fra altid med børnenes sportsaktiviteter. Derfor er det ofte takket være de to kvinders fleksible indsats, at børn kan komme til sport, eller hvad der end skal til, for at de kan opretholde et aktivt og normalt børneliv, selv om de bor på et udrejsecenter.

 

For begge kvinder, der i øvrigt selv er mødre til hver to børn, handler det også om at holde fast i et så normalt liv som muligt. Ifølge Carol, så er det med at være at være chauffør blevet et slags job for hende, også selv om hun ikke får penge for det. ”Det er vigtigt for mig at kunne gøre noget for andre, og som chauffør føler jeg mig nyttig og hjælpsom”, fortæller hun.

 

Hadia tilføjer, at nogle af centerets kvinder ofte efterspørger en kvindelig chauffør, fordi de har brug for nogen at tale med, når de skal til undersøgelse på hospitalet. De to kvinders og chaufførteamet indsats gør en forskel hver eneste dag, og heldigvis for beboerne har ingen af dem planer om at stoppe foreløbigt.

 

STORT tak til dem begge!