NYT HÅB FOR FLYGTNINGEBØRN FRA UKRAINE
af Susan Hoffmann
Mange børn fra Ukraine er flygtet med andre voksne end deres forældre. Faktisk viser de foreløbige tal, at det drejer sig om cirka 1000 børn, der i 2022 og 2023 flygtede med andre end deres forældre.
En del af børnene har haft en Røde Kors repræsentant – en voksen person, der har besøgt dem for at sikre deres trivsel, og som har bistået dem i den første tid, de har opholdt sig i Danmark.
Ifølge repræsentanterne har det været uklart for kommunerne om og hvordan, de skulle yde økonomisk støtte til de voksne ledsagere, som børnene er flygtet med. Og det har ført til mange problemer for den tante, mormor eller tidligere nabo, der har taget et ekstra barn med, fordi barnets egne forældre har måttet blive i Ukraine.
Der er eksempler på unge flygtninge, der har måttet tage et arbejde i stedet for at gå i skole for at få økonomien til at hænge sammen, og i enkelte tilfælde har de sågar måttet rejse tilbage til forældrene i Ukraine.
Røde Kors har siden efteråret 2022 været i dialog med myndighederne om dette og opfordret til en løsning på problemet.
Derfor er det rigtig glædeligt, at udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek for nyligt udtalte i en pressemeddelelse, at regeringen vil yde et særligt tilskud til disse børn.
For børnenes og deres voksne ledsageres skyld, håber Røde Kors, at ordene hurtigt kan blive udmøntet i praksis.
På billedet ses Maiia og Danylo, der var 16 år, da de flygtede fra Ukraine uden deres forældre. De fik en repræsentant, mens de boede i Børnecenter Sandholm i 2022.