Bekymringen for forældre og søskende i Syrien fylder meget i familien Sulymans dagligdag på Røde Kors' asylcenter i Avnstrup.

Foto: Jakob Dall

Mohammed Abdullah Sulyman prøver flere gange om måneden at ringe til sin mor, far, søskende og andre familiemedlemmer i Syrien. Som regel får han ikke noget svar.

Krigen betyder, at der ofte ikke er nogen forbindelse, fordi netværket ikke virker. Når han ikke kan få fat på sin familie, bliver han bekymret – ikke mindst fordi familien bor i et område tæt ved den tyrkiske grænse, hvor kampene ofte er heftige.

”Der er den syriske hær, der er IS og der er andre kamp-grupper. Vi sidder her og ser fjernsyn og følger med i, hvad der sker. Det er hårdt at se nyhederne, men det er også næsten umuligt at lade være,” siger Mohammed Abdullah Sulyman.

Det er ti måneder siden, han sidst har hørt fra sine forældre, og han ved ikke, hvordan de klarer sig.

Venter på opholdstilladelse i Danmark

Mohammed Sulyman kom til Danmark med sin kone og tre børn for to år siden. I modsætning til mange flygtninge fra Syrien, har de endnu ikke fået opholdstilladelse i Danmark. De kom til Europa gennem Bulgarien og er registreret der. De danske myndigheder har givet Mohammed besked om, at Dublin-konventionen betyder, at de skal tilbage til Bulgarien, men Bulgarien vil ikke umiddelbart tage imod dem.

Imens bor familien på Røde Kors’ asylcenter i Avnstrup på Midtsjælland. De har set mange landsmænd flytte ind på asylcentret og ud igen, når de har fået ophold i Danmark.

Ventetiden er værst for børnene

Selvom der er mange andre flygtninge fra Syrien på asylcentret, føler familien sig ofte alene. Dagligdagen bærer præg af, at folk kommer og rejser igen. Det synes familiens 12-årige søn Judi er hårdt.

”Når jeg lige er blevet venner med nogen, skal de flytte et andet sted hen. Og så ser jeg dem aldrig mere,” siger han.

Årsagen er, at mange af de flygtninge, der kommer fra Syrien, får asyl rimelig hurtigt, og derfor kun bor kort tid på asylcentret i Avnstrup. Men familien Sulyman venter fortsat på en afgørelse.

Savner en normal hverdag 

I dagligdagen prøver familien at skubbe uvisheden om fremtiden i baggrunden. Det er svært, fordi de også har meget mere fritid, end de er vant til fra den syriske hovedstad Damaskus. Faren havde sin egen forretning, hvor han solgte slagtede kyllinger. Moren hjalp til i forretningen, og børnene gik i skole, havde deres venner og hjalp også til, når der var brug for det.

I Danmark skal familien bare sørge for sig selv. Fordelingen af arbejdsopgaverne er traditionel. Mohammed køber ind og hans kone, Lemka, laver mad og gør rent i den to-værelses lejlighed, de bor i.

”Jeg køber tit ind i Dianalund. Det tager 40 minutter med bussen”, fortæller Mohammed Sulyman.

Nogle enkelte gange er familien taget til Roskilde for at være i en lidt større by.

Vi hygger og bruger tid sammen

Familien bruger meget tid sammen. Udover forældrene er der sønnerne Jiwan på 15, Judi på 12 og Julia på 3.

”Vi sidder her i stuen og snakker,” siger Lemka Sulyman, og den 12-årige Judi bryder ind på flydende dansk:

”Ja, vi hygger.”

Børnene er i klubben og på fritidscentret

Drengene benytter sig flittigt af de aktiviteter, der er på centeret. Klubben åbner, når skoledagen er slut, og Judi står ofte klar som en af de første foran døren. 

Der er forskellige tilbud til børnene. De kan bruge computere, spille playstation, spille kort eller deltage i sport. Jiwan på 15 år går på fritidscentret for de store børn (15-18-årige), hvor han spiller bordfodbold.

Jeg tænker hele tiden på Syrien

Jiwan spiller også fodbold, når han har mulighed for det. Især i weekenderne spiller han sammen med nogle af de andre drenge på asylcentrets fodboldbane. Men han keder sig tit. Og så tænker han ligesom sine forældre meget på det land, han kommer fra.

”Jeg tænker hele tiden på Syrien. På om jeg kan vende tilbage og på alt det, der skete.”

Familien valgte at flygte oven på flere dramatiske begivenheder. Faren blev indkaldt til det syriske militær. Men han er kurder og ville ikke kæmpe på styrets side.

Krigen kom tæt på, da skolen blev bombet

Krigen kom desuden meget tæt på børnene, da den yngste søns skole blev ødelagt.

”Min skole blev bombet, mens vi havde frikvarter. Jeg kan huske, at jeg bare løb og løb og løb. Jeg hørte godt min storebror kalde på mig, men jeg turde ikke stoppe,” siger Judi.

To uger senere besluttede familien sig for at flygte. De vidste hurtigt, at de gerne ville til Danmark.

"Vi havde hørt, at det var et godt land med menneskerettigheder og demokrati. Derfor ville vi gerne hertil,” forklarer Mohammed Abdullah Sulyman.

Bekymret for sine børns trivsel

Han er rigtig glad for at være i Danmark og håber, at familien får lov at blive i landet. Men han er bekymret for sine børns trivsel – ikke mindst gør det ondt at se på, at de hele tiden mister venner, der flytter videre.

12-årige Judi savner også sine gamle venner, men prøver at knytte bånd til de nye børn, der flytter ind på asylcentret.

”I morgen skal jeg ud at cykle med min ven.”

På spørgsmålet om, hvor længe han har kendt ham, svarer han:

”To dage.”