Når jeg synger smiler far
Sådan siger et af de mange børn, som sprang op på scenen og sang med, da hendes asylcenter havde besøg af Nødhjælpsorkesteret. Orkesteret har netop været på en stor turné på alle landets asylcentre, og overalt har beboerne, små som store, været begejstrede for halvanden time med musik og spilleglæde. Især koncerten på Center Sjælsmark, som er udrejsecenter for afviste familier med børn, vil lederen af det pædagogiske arbejde på centeret, Anne-Mette Bjerregaard Pedersen, sent glemme:
- Det orkester kan noget særligt. De formår at skabe en helt speciel kontakt til børnene, og for familierne betyder det, at de får en pause fra den svære situation, de befinder sig i. Vi ser, hvordan børnene lyser op og synger med på deres yndlingssange, og vi ser, hvordan deres forældre giver plads til glæden sammen med deres børn. Det er så fint – det, som nødhjælpsorkesteret gør. Det er både vi og familierne på Center Sjælsmark dybt taknemmelig for, siger Anne-Mette Bjerregaard Pedersen.
At nyde øjeblikket
Kernen i Nødhjælpsorkesteret består af brødrene Peter og Ole Kibsgaard, sangeren Bobo Moreno, rapperen og skuespilleren Al Agami og bassisten Dan Rasmussen. Noget af det, der især har gjort indtryk på bandet er, at beboerne på asylcentrene faktisk er i stand til at være glade og nyde øjeblikket, også selv om mange af dem har det svært. Peter Kibsgaard mindes især koncerten på udrejsecenteret Kærshovedgaard, som Kriminalforsorgen driver.
- Vi var ret spændte på den koncert, fordi det var et helt andet publikum, end de familier, vi ellers havde spillet for. På Kærshovedgaard bor der jo hovedsageligt enlige, afviste mænd. Men det gik over al forventning, fortæller Peter Kibsgaard.
- Vi lagde kækt ud med ”Love is in the air”, nogle af de unge mænd var hurtige til at danse med, og så var stemningen på plads. Til sidst opstod et særligt øjeblik, vi sent glemmer. En af de få kvinder ønskede at høre ”Kald det kærlighed”. Da vi spillede den, stod hun med lukkede øjne, og vi kunne se, at hun nød det øjeblik fuldt ud. Sådan et øjeblik er hele indsatsen værd.
Børnenes egne sange
Overfor en børneflok fra vidt forskellige lande som Syrien, Iran, Irak og Armenien har orkesterets repertoire konstant ændret sig i takt med, hvad børnene på de forskellige centre har ønsket sig. Ofte har det været lidt af en overraskelse for musikerne, hvor godt dansk, mange af børnene taler. De har for eksempel ønsket sig sange som ”Fy fy skamme”, ”Jeg ved en lærkerede” og ”Under stjernerne på himlen”. Al Agamis rapnumre og YouTube-hits tager også kegler, for eksempel ”Ikk mere mælk” og ”Shahata”.
”Shahata” er skrevet af en ung fyr fra Vollsmose og betyder sandal, og det har været noget af et hit på centrene. Især det øjeblik, hvor Al Agami opfordrer til at smide sandalerne op i luften har vakt begejstring både hos børn og voksne, der har svinget og kastet med sandalerne til den ørefængende funky rytme. Især når øjeblikket suppleres med Al Agamis vilde dans med høje benspjæt, lyder der høje grin fra børne-rækkerne.
- Gennem musikken kan vi skabe et rum, hvor alle – børnene, forældrene, personalet og andre voksne kan nyde musikken sammen. Der sker noget magisk. I det rum kan alle skrige uden at blive sendt til psykolog, sagde Al Agami for nylig i et interview til Politiken. Han er selv flygtning fra det centralafrikanske kongedømme Lado, der i dag er en del af Uganda. For ham har musikken altid været et personligt frirum, og det musikalske frirum formidler Nødshjælpsorkesteret nu videre til børn og voksne på landets asylcentre.
Videre ud i verden
Efter koncerter og workshops på 12 asylcentre drømmer Nødhjælpsorkesteret om at rejse videre til flere flygtninge i Europa.
- Der er så mange nødstedte familier, der er strandet med deres børn, både i Europa og i verden. Som Nødhjælpsorkester ville det være fantastisk at fortsætte rejsen til de steder, hvor der også er stort behov for musikalske oaser, sige Peter Kibsgaard, inden han sætter sig til rette ved trommesættet og slår rytmen an til en af de sidste koncerter på turneen på Center Sandholm.