Marias dagbog fra Yemen

Det første, jeg ser, da vi lander, er synet af fly- og helikoptervrag langs landingsbanen. Jeg kan se krigens hærgen med egne øjne. Lufthavnen er blevet bombet flere gange, og der er ikke meget, der er blevet ryddet op eller repareret.
 

Der er glohedt i Djibouti, da vi stiger ombord i flyet på vej ind i en krigszone. Det er mange måneder siden, de normale passagerfly holdt op med at transporterer almindelige mennesker til Yemens hovedstad. Nu er der kun en håndfuld humanitære organisationer, der får lov til at lande i lufthavnen i Sanaa. Vores propelfly er lille bitte, og vi er otte stykker, der kommer med på den halvanden time lange tur.

Da piloten beder os om at spænde sikkerhedsbælterne og gøre os klar til landing, kigger jeg ud af vinduet. Brune og grønne jordstykker fletter sig ind i hinanden. Jeg er meget spændt på, hvordan Yemen ser ud, hvordan folk er, hvordan maden smager, men måske mest af alt på konflikten. Kommer jeg til at mærke den på kroppen? Hvor bange er folk? Hvor meget kommer jeg egentlig til at se?

Krig. Sult. Kolera. Fattigdom. Stikord, som beskriver Yemen, er dystre. Her sidder jeg i et godt beskyttet område i hovedstaden Sanaa, og krigen føles langt væk. Jeg kan høre fuglene fløjte, når generatorerne stopper med at brumme, det er varmt, støvet, og ude bag de høje mure, som jeg befinder mig bag, er der liv. Masser af liv. Gaderne er fulde af mennesker, biler, støj. To drenge spiser orange-røde sodavandsis på hjørnet af gaden, to cyklende issælgere manøvrerer sig problemfrit forbi de dyttende biler.

Kolera: Sådan hjælper Røde Kors

Jeg bliver hurtigt klar over, at jeg skal være heldig, hvis jeg skal opleve dagligdagen i Sanaa. Sikkerheden er ekstremt streng, al bevægelse er nøje planlagt, og de fleste, der arbejder for Internationalt Røde Kors, opholder sig kun to steder hver dag: kontoret og hjemmet. De får ikke engang lov til at handle selv. Det skal sikkerhedsvagterne gøre for dem. Det må være hårdt at have så lidt bevægelsesfrihed over en længere periode.

I mellemtiden kæmper 1,5 år gamle Hanadi for livet på et hospital ikke så langt væk. Hendes historie er også dyster. Hun blev skudt i ryggen af sin 7-årige bror. Han fandt sin fars våben derhjemme, og så fandt han aftrækkeren. Offeret blev hans lillesøster.

Da jeg mødte Hanadi, var der gået 28 dage siden det, som ikke skulle ske, skete. Sundhedssystemet i Yemen er på vej mod fuldstændig kollaps. Krigsskader, fejlernæring, kolerapatienter, kronisk syge, der ikke har adgang til deres medicin – listen er lang. Hurtig behandling og god pleje havde sandsynligvis reddet Hanadis liv i USA, men hun kommer sandsynligvis til at dø af sine skader her i krigshærgede Yemen.

Og hendes skader. En lille del af mig vil gerne vise dig et billede, en større del vil spare dig for det, for det er virkelig noget af de værste, jeg har set. Fra nederst på maven hen over hendes lille bryst går et langt, åbent sår. Nogen har forsøgt at sy maven igen. Desværre er det netop, hvad det er – et dårligt forsøg.
 

Når lægen vasker hendes sår, krympe den lille krop sig. Hun græder, men jeg bider mærke i, at hendes gråd ikke er proportional med hendes store, forbrændte, væskende sår. Nu har jeg lært, at børn som Hanadi er dem, der hurtigst vænner sig til smerte, dem, der tåler mest.

28 dage uden ordentlig lægehjælp. 28 dage uden ordentlig medicin. 28 dage med smerter, vi aldrig kan forestille os. Hanadi er en rigtig fighter. Måske viser hun sig som et medicinsk mirakel – hun er i hvert fald på et Røde Kors-støttet hospital, et sted, hvor hun har en lille chance for at overleve.

Hver gang vi kører et sted hen, stirrer jeg intenst ud af vinduet, i fald jeg ikke får mulighed for at opleve gadelivet selv. Normalt ville jeg gå lidt rundt, tage nogle billeder i kvarteret, snakke lidt med folk, smage på maden, som sælges på fortovsrestauranten, købe yemenitiske souvenirs med hjem. Men her kan jeg kun observere gadelivet gennem vinduet i bilen. De to drenge, der spiser is, frugtsælgere med tårne af kaktusfrugter på de grønne vogne, børn på vej til skole.

Heldigvis er mit job at interviewe folk, formidle deres historier til andre dele af verden. Til folk, der måske ikke ved ret meget om konflikten i Yemen. Jeg føler mig heldig, at jeg alligevel får mulighed for at møde folk, selvom deres historier ofte er meget tragiske.

Jeg besøger blandt andet et hospital med sårede og en koleraklinik. Jeg er med, når Yemen Røde Halvmåne underviser i førstehjælp, og jeg ser, hvordan Røde Halvmåne arbejder med at distribuere vand til en fattig befolkning, som mangler alt. Langt de fleste er glade for at snakke med mig, og de er glade for, at jeg vil fortælle deres historier videre.
 

Til min store glæde er en af de sidste ting, jeg gør på min tur til Yemen, at besøge den gamle bydel i Sanaa. Jeg ser de store, peberkage-lignende huse, som jeg kun har set på internettet, og jeg kommer til at opleve menneskelivet.

Med fastemåneden, Ramadanen, kun et par dage væk, er de små, smalle gader fyldt med folk i alle aldre, krydderier og madvarer, traditionelle dragter, smykker i alle verdens farver: det velkendte folkeliv på markederne i Mellemøsten. Jeg får ikke lov til at være der længe, sikkerhedsfolkene er strenge mod mig. Men jeg er stadig taknemmelig for at have fået et hurtigt indblik i almindelige menneskers hverdag.

Jeg har været i krigs- og konfliktområder før. Palæstina, Irak, Afghanistan. Nogle gange er det nemt at glemme, at man faktisk er i en krigszone, for det fascinerende hverdagsliv fortsætter som normalt. Eller så normalt som det kan, når der er krig. For selvom livet tilsyneladende går videre, er den triste virkelighed også, at næsten 70 procent af borgerne i Yemen er afhængige af humanitær hjælp for at overleve. Der er mangel på vand og fødevarer i store dele af landet, det er svært at få god sundhedspleje, og de alvorlige udbrud af kolera gør livet sværere end det allerede var. Der er så mange mennesker, der er berørt af konflikten, at det er svært at fatte. Selv for en person, der er mere interesseret end gennemsnittet i sådanne kontekster.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Hanadi er et særligt tilfælde, at hun er en af de få, der er gået gennem sådan en modgang. Det kan jeg ikke. Desværre findes der alt for mange som hende i Yemen. Så mange, der har brug for livreddende sundhedspleje, men som ikke har adgang til det. På grund af krigen. På grund af ekstrem fattigdom. På grund af et sundhedssystem, der er knækket sammen. Vi i Norge kan vælge at lukke øjnene for det, og gøre Yemen til endnu en glemt krise. Eller vi kan vælge at vise solidaritet og bidrage til en forandring. 

En af nætterne kunne jeg høre luftangreb i det fjerne. Utrygheden, som de fleste her kender helt ind i kroppen, må ikke være til at holde ud. Jeg føler mig heldig, at jeg kan sætte mig i propelflyet tilbage til Djibouti. Bekymret for fremtiden for de mennesker, jeg har været heldig nok til at møde.