Masai og Røde Kors går sammen om at give glæden videre
Masai samarbejder med Røde Kors om genbrug frem for recycling ved at lade kunderne aflevere deres brugte Masai-tøj til genbrug.
Genbrug er vigtigt for Masai og Røde Kors. Både fordi vi sparer på verdens ressourcer, når vi genbruger, og fordi genbrug giver glæden videre fra sælger til køber og til verdens udsatte gennem Røde Kors’ genbrugsbutikker.
Samarbejdet mellem Masai og Røde Kors, som går under overskriften Giv Glæden Videre, skal opfordre kunder hos Masai til at aflevere deres brugte Masai-tøj tilbage til butikkerne hvorefter det bliver solgt i Røde Kors’ genbrugsbutikker, så nye kunder kan få glæde af tøjet. For hver pose tøj, man afleverer hos Masai, får man en rabatkode, som kan bruges på det næste køb i Masais butikker.
Overskuddet fra salget af genbrugstøjet går til Røde Kors’ arbejde for medmenneskelighed verden over. Samarbejdet med Røde Kors indebærer desuden en fast årlig donation til Røde Kors’ sociale og humanitære indsats.