”Nu forstår jeg alting bedre. Klubben har ændret alt for mig!”

Mange forældre i Malawi har ekstrem sparsom skolegang og kan ikke hjælpe deres børn med lektier eller sprogfærdighed. Derfor fungerer ungdomsklubberne også som en støtte til de unge, der har udfordringer i skolen.
 

Billede
Her ses en stolt Alice i sin nye skoleuniform. Hun er med i diskussionsgrupper i de to fag, hun havde sværest ved: engelsk og matematik.

Alice er 16 år gammel. For hende er der et klart ”før” og ”efter” hun begyndte i ungdomsklubben. Hun plejede at have svært ved engelsk, som ikke er hendes modersmål. Og ingen i familien var bedre til sproget og kunne hjælpe. Men eftersom skolen underviser alle fagene på engelsk, var det virkelig svært for hende at følge med i undervisningen. Det var et kæmpe problem for den stærke pige, der gerne ville mere med livet end det fysisk hårde liv som bonde.

Derfor meldte Alice sig ind i ungdomsklubbens diskussionsgrupper for de to fag, hun havde sværest ved: engelsk og matematik. Her mødes de unge og diskuterer faget, lektier, udfordringer og løsninger. Det er lokale unge, der vidensdeler og hjælper hinanden. Og imens styrker de deres ordforråd, samarbejdsevner og faglighed.

I dag er Alice rigtig glad for at læse på engelsk. Og hun er endnu mere glad for at diskutere det, hun har læst, i diskussionsklubben. Faktisk så meget, at hun nu drømmer om at bliver lærer og undervise i de to fag, hun før havde det så svært ved.

Hygiejnebind er en luksus

Vi arbejder for at styrke de unges færdigheder på mange måder. De lærer at drive virksomhed, at dyrke jorden mere bæredygtigt og at blive selvstændige mennesker. Der er mentor-ordninger med de mest ressourcestærke voksne. Og der er mødregrupper, der hjælper med praktiske færdigheder som at sy sine egne genanvendelige menstruationsbind.

I de fattigste områder af Malawi er hygiejnebind nemlig en luksus, man ikke har råd til. Så når pigerne begynder at menstruere, må de blive hjemme fra skole og sidde på gamle klude, der kan absorbere blodet. Det betyder, at de går glip af flere dages undervisning hver eneste måned. Og til sidst dropper mange ganske enkelt ud af skolen, fordi de ikke kan indhente den mistede undervisning. 

Vi udstyrer derfor mødregrupper med symaskiner og materialer, så de kan sy genanvendelige stofbind til pigerne. Nogle mødregrupper laver bind og underbukser nok til at sælge på markedet til en overkommelig pris. På den måde er de med til at skabe frihed for endnu flere unge piger, der gerne vil gennemføre deres skolegang.

Ny skoleuniform fra Røde Kors

Alice har fået sin skoleuniform af Røde Kors. Det er hun virkelig taknemmelig for. For det er obligatorisk at have uniform på i skole. Men det er en meget stor udgift i en fattig familie. 

Uniformen kan meget vel være det, der gør, at man ikke kan gå i skole. Røde Kors uddeler også ofte notespapir, blyanter og andre dyre skolesager, så også de fattigste unge har en chance for at få en uddannelse.

Det er det, du gør muligt med din trofaste støtte som fadder. 

Tak for din hjælp

Tusind tak for den chance du giver Alice og alle hendes jævnaldrende i Malawi!
 

Om vores ungdomsklubber

For at styrke de unge støtter Røde Kors ungdomsklubber i Malawi. Ungdomsklubberne giver et rum, hvor børn og unge kan mødes, diskutere og deltage i meningsfulde aktiviteter, der skaber værdi for dem selv og deres lokalsamfund. 

De unge lærer om livsfærdigheder, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og andre vigtige emner såsom førstehjælp, klimaændringer og psykosocial støtte.

Billede
Alice viser et af de bind, mødregruppen har lavet.

Sådan støtter vi ude på skolerne:

  • Støtte til mødregrupper, som undervises i og videreformidler information om menstruation, hygiejne og syning af genanvendelige hygiejnebind
  • Hjælp til udsatte børn med skolepenge, uniformer og undervisningsmaterialer
  • Uddeling af værdighedssæt til piger, som fx indeholder bind, sæbe, undertøj, vaskepulver, lommelygte, tandpasta, tandbørste og kam
  • Uddannelse af lokale rådgivere i rettigheder for unge, sundhed og fortalervirksomhed
Billede
Her ses en af vores workshops, hvor der undervises i at sy hygiejnebind.

Om at være Røde Kors-fadder

Som fadder skaber du håb for Malawis mest udsatte børn og unge og hjælper dem til et liv med en bedre fremtid. Fadderbørnene udvælges blandt de mest sårbare børn af Røde Kors i samarbejde med de lokale myndigheder. 

Du støtter sammen med andre
Som Røde Kors-fadder støtter du ikke kun et enkelt fadderbarn. Du støtter mange børn, sammen med andre faddere. Du støtter små og store børn med mad, sundhedspleje og skolegang, og du støtter børnene med omsorg og alt det, som deres forældre ikke kan give dem.