Nyt felthospital i Gaza skal hjælpe mange tusinde flygtninge med behov for lægehjælp
Syge, sårede og gravide står i kø for at få hjælp. De fleste af områdets hospitaler er sat ud af drift af krigen, så behovet for sundhedsydelser er enormt lige nu. Felthospitalet skal arbejde både akut og ambulant med personale fra hele verden.
Mere end 60 % af hospitaler og klinikker i Gaza er sat ud af drift af krigen. De få, der stadig fungerer, er overvældet af syge og kvæstede patienter, der desperat mangler lægehjælp. Derfor har vi i Røde Kors lavet et stort internationalt samarbejde for at etablere et meget tiltrængt felthospital.
Vores nye felthospital har fokus på kirurgi, gynækologi/obstetrik og på ambulante behandlinger. Det er nemlig især amputationer af kvæstede lemmer og akut fødselshjælp, der er brug for. Der er også et stort antal tilfælde af mave/tarm-sygdomme og svære hudlidelser, der skyldes urent vand, underernæring og dårlig adgang til sanitære forhold.
Fokus på akutte skader og hastetilfælde
I alt 13 dele af Røde Kors-bevægelsen samarbejder om at etablere felthospitalet. Det er en kæmpe hjælpeindsats i et land, der er så svært at navigere i som Gaza lige nu. Men situationen er så alvorlig, at vi MÅ gøre noget ekstraordinært for de mange, der er fanget i konflikt, sult og flugt.
Lige nu er fokus på de mest akutte skader og hastetilfælde. Men vi er også meget bevidste om, at der skal tænkes på patienter med kroniske eller alvorlige sygdomme som lungebetændelse, hjertesygdom og diabetes, som ikke har øverste prioritet.
Faktisk har vi været involveret i sundhedsydelser og akut lægehjælp i Gaza i mere end 15 år. Vi har understøttet mange klinikker med donationer og udstyr, og vi har sørget for dygtige krigskirurger lige siden konfliktens begyndelse. Så felthospitalet er bare seneste skud på stammen af lægehjælp, som jo kun er muligt fordi du og andre har støttet denne type indsats i verdens brændpunkter.
Tak for din hjælp
Felthospitalet, som du kan se billeder af nedenfor, har fået en flyvende start med mange trængende og taknemmelige patienter. Det er takket være bl.a. din faste støtte, at vi kan sikre så storstilet et stykke hjælpearbejde midt i en meget kompleks konflikt.
Så tusind tak til dig på vegne af alle de mennesker, vi nu kan hjælpe!
Kejsersnittet endte med en sund baby
Felthospitalet skal støtte og aflaste Palæstinensisk Røde Halvmåne, der driver alle andre hospitaler og klinikker i området. Reem var en af de første patienter på felthospitalet. Det hospital, hun troede hun skulle føde på, kunne ikke hjælpe. De manglede akut læger og sygeplejersker. Reem måtte flygte videre, men heldigvis kunne vi gribe ind hurtigt, så kejsersnittet endte lykkeligt med en sund lille baby: "Jeg er meget taknemmelig for, at Røde Kors kunne hjælpe mig. Jeg var så bange for, at mit barn tog skade. Men sygeplejerskerne siger, at han er, som han skal være."
Felthospitalet er et stort samarbejde
Både Palæstinensisk Røde Halvmåne, ICRC (der er Røde Kors-grenen specialiseret i at arbejde under krig og konflikt) og 11 landes Røde Kors-selskaber deltager med hver deres styrke. Det er fx Canadisk Røde Kors, der leverer kirurgisk udstyr, mens Finsk Røde Kors leverer røntgenudstyr. Japansk Røde Kors har sendt operationslokale og fysioterapi, mens Dansk Røde Kors står for en velfungerende mandskabslejr og et vandrensningsanlæg. Mere end 30 specialister er udsendt fra de forskellige lande for at arbejde som læger, sygeplejersker, it-folk, ingeniører og logistikere.