”Familienetværket gav mig troen på mig selv igen”

Familienetværket i Røde Kors arrangerer samvær, udflugter og støtte til familier med udfordringer. Det skaber positive ringe i vandet for både voksne og børn.
 

Billede
Marianne og hendes børn er med i familienetværket: "Der kom en fra Røde Kors og besøgte mig dengang og fortalte mig om de tilbud, de havde i Røde Kors. Og så kom vi i gang med det på den måde."

Familienetværket er et bredt tilbud om støtte til de mange af de ting, en trængt familie typisk må undvære. Der er økonomisk støtte til børnenes fritidsaktiviteter, så de kan få venner og sjove oplevelser. Der er filmaftener, madklub og udflugter for familierne, så hverdagen bliver spændende og lærerig. Og ikke mindst er der et netværk at trække på. Det er en vigtig del af et ressourcestærkt familieliv.

En tung hverdag

Marianne stod et svært sted i livet efter sygdom, skilsmisse og flytning: 

”Jeg havde sådan en tung hverdag, hvor jeg bare havde dårlig samvittighed, fordi jeg bare var træt, og jeg havde det skidt over, at jeg ikke kunne være der mere for mine børn. Og så er der jo heller ikke råd på en overførselsindkomst til at tage fire børn med i biografen. Så det var presset både økonomisk og personligt.” 

Familienetværket blev en ny start for familien.

Livet tog en drejning

Som medlem af familienetværket kan man selv arrangere en aktivitet for de andre forældre eller familier. Det styrker den enkeltes tro på sig selv, når man konkret kan se, at man lykkes med større og mindre initiativer. Og det kan åbne mange nye døre, når selvtilliden stiger. Sådan har det været for Marianne. I dag er hun frivillig i netværket og har også fundet et arbejde. Hun er ikke i tvivl om, at hendes liv tog en stor drejning, da hun blev inviteret med i familienetværket:

”Jeg er frivillig, fordi jeg har et ønske om at give noget tilbage. Det har virkelig givet mig meget at være i netværket og også på camp. I det hele taget at være med i Røde Kors har betydet meget. Det har gjort, at jeg er, hvor jeg er i dag, det er helt sikkert. Jeg har fået selvtillid og tro på mine evner som forælder. Så nu gør jeg alt for, at andre skal få de samme oplevelser som mig. Både for deres egen skyld. Og for deres børns skyld.” 

Mange tak for din hjælp

Tak for din støtte til at hjælpe familierne videre til et liv med mere overskud, samvær og glæde. 

Vi kunne ikke gøre det uden dig!
 

Mine børn har nu fået oplevelsen af at have været på ferie. Familiecampen var vores første ferie nogensinde, og det er dejligt, at vi kan dele den oplevelse.

Forælder

Billede

Camps er en gave

Når man er på camp, er der en masse både frivillige og obligatoriske aktiviteter: "Jeg synes, det er fantastisk, at der findes de her camps. Det er en god gave og en pause fra hverdagen, og det styrker netværket, fordi man lærer de andre familier bedre at kende. Man bliver tættere", siger Marianne. Læs mere om familiecamp her

Billede

Om familienetværket

I familienetværket mødes familier og frivillige til fælles netværksarrangementer 1-2 gange om måneden. Her får familierne et fællesskab med andre børnefamilier. Familierne og de frivillige er sammen om at planlægge aktiviteter, som passer til de behov og ønsker, familierne har. Læs mere om familienetværk her

Billede

Ny analyse fra Røde Kors: Jul uden for fællesskabet

Julen forbindes ofte med glæde, gaver og fælles traditioner, men for økonomisk trængte børnefamilier, ser virkeligheden anderledes ud. En ny undersøgelse, foretaget af Røde Kors, viser, at 82 % af disse familier må undvære eller spare kraftigt på julegaver, og 81 % må reducere eller helt undvære en rigtig julemiddag.

Undersøgelsen viser, at 48 % af forældrene oplever svær ensomhed – en andel, der er væsentligt højere end blandt den generelle befolkning, hvor 10 % angiver det samme. Mange forældre beskriver, hvordan deres økonomiske udfordringer gør det svært at deltage i sociale arrangementer, hvilket fører til, at de isolerer sig yderligere.

Familierne er økonomisk trængte hele året
Undersøgelsen viser, at familierne også har svært ved at få økonomien til at række resten af året, og at økonomiske bekymringer fylder i hverdagen. 

Læs hele undersøgelsen her

Sådan hjælper du som Barndomsven

I hele landet oplever vi et stigende antal børnefamilier, der har brug for hjælp. Når fødselsdagen nærmer sig, og mor eller far ikke har råd til at fejre dagen. Når der ikke er overskud i familien til at give børnene en god ferieoplevelse. Eller når hverdagen er svær, og familien savner fællesskaber og støtte.

Som Barndomsven giver du en fast støtte hver måned. Og du hjælper udsatte børn i Danmark hver dag. For din faste støtte sikrer, at vi altid kan være der for børnene og deres familier. Også når det er allersværest.

Sådan støtter du børnene: Læs om aktiviteterne her