
Psykisk sundhed
Røde Kors mener, at mennesker med psykiske lidelser skal sikres tryghed i svære overgange og støttes i meningsfulde relationer og fællesskaber
Alle mennesker bør have mulighed for at indgå i meningsfulde relationer og fællesskaber, men det kan være svært, når man lever med en alvorlig eller længerevarende psykisk lidelse. Risikoen for ensomhed – og dermed mistrivsel og forværret fysisk og psykisk helbred – er stor. Det sociale netværk er ofte småt, og det kan være svært at bryde sociale mønstre, når man også oplever tabuer og stigmatisering om psykisk sygdom. En presset psykiatri kan have svært ved at finde plads til relationsarbejde og ved at understøtte fællesskaber. Også overgangen fra indlæggelse til hverdag i eget hjem eller på botilbud kan være en stor mental udfordring – især hvis man ikke har nogen tæt på, som kan hjælpe.
Røde Kors arbejder for, at mennesker der lever med psykisk sygdom skal tilbydes relationer og fællesskaber, der øger deres mentale sundhed og trivsel. Her kan civilsamfundet og frivilligheden spille en vigtig rolle - bl.a. ved at se og hjælpe mennesket bag sygdommen eller sårbarheden, så han eller hun ikke står alene, og ved at tilbyde hjælp og støtte i de svære overgange i systemet. Vi mener, at civilsamfundet bør derfor tænkes mere ind som en central spiller på psykiatriområdet.
Røde Kors anbefaler
- 1. Flere samarbejder mellem psykiatrien og civilsamfundet
-
Mennesker, der lever med psykisk sygdom, skal tilbydes gode muligheder for at indgå i meningsfulde relationer og positive fællesskaber. F.eks. gennem besøgsvenner, fællesskabstilbud på afdelinger eller lignende, der kan hjælpe til at holde sociale kompetencer ved lige, bygge bro til hverdagen, når man udskrives og skabe et pusterum i hverdagen. Derfor skal der etableres flere samarbejder mellem socialpsykiatrien i kommunerne, behandlingspsykiatrien i regionerne og civilsamfundet.
- 2. Tryghed og støtte i overgangen mellem psykiatrisk behandling og hverdag i eget hjem
-
Det kan være utrygt at være alene efter indlæggelse, og der er risiko for selvmord og genindlæggelse. Derfor bør der i langt højere grad tilbydes social støtte til mennesker, der udskrives fra psykiatrien. Det kan f.eks. være social støtte fra en professionel eller en frivillig, der følger en patient hjem efter udskrivelse og hjælper med at komme på plads i eget hjem. Også ophold i et såkaldt ”halfway-house” drevet af civilsamfundet kan være relevant. Her kan patienter, som ikke er klar til at komme hjem efter endt indlæggelse på hospitalet, få støtte, tryghed og behandling i en kortere overgang.
Fakta
- Fire ud af fem (82 pct.) vil i løbet af deres liv komme i behandling for en psykisk sygdom. (Kessing et al, 2023)
- 17,4 pct. af danskerne har mentalt dårligt helbred og er dermed i risiko for at udvikle psykisk sygdom. (Sundhedsstyrelsen 2022)
- Mennesker med psykisk sygdom er den gruppe i befolkningen, som har den højeste ensomheds-score i Danmark sammenlignet med andre handicapgrupper og befolkningen (VIVE 2021).
- Ungdommens Røde Kors arbejder bredt med mental trivsel og sundhed blandt børn og unge fx via deres ungecafeer på flere af landets psykiatriske hospitaler og via deres telefon- hotline ”Ung På Linje”, hvor de hvert år får ca. 2000 henvendelser fra unge mennesker om alt fra angst og ensomhed til selvskade og selvmordstanker.
Læs mere
Røde Kors tilbyder samværsvenner til mennesker, der lider af psykisk sygdom eller sårbarhed og som oplever ensomhed. Vi tilbyder også besøgsvenner til patienter på Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart. Læs mere om Røde Kors’ arbejde med psykisk sundhed her
Læs mere om Ungdommens Røde Kors’ arbejde med psykisk sundhed her
Læs mere om ensomhed blandt mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende i National strategi mod ensomhed her (Forslag fra Røde Kors, ÆldreSagen og 113 andre organisationer).
Læs mere om forslag til at nedbringe ensomhed blandt mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende i National handlingsplan mod ensomhed her. (Forslag fra Røde Kors, Ældre Sagen og 113 andre organisationer).
Læs Røde Kors' høringssvar her.
Kontakt

For mere viden om Røde Kors’ arbejde med psykisk sundhed – tag fat i:
Lise Lind
Sektionsleder for særligt udsatte voksne
lilin@rodekors.dk, tlf. +45 21483537

For mere viden om Røde Kors’ politiske arbejde med psykisk sundhed – tag fat i:
Line Nørremark
Public Affairs rådgiver
linoe@rodekors.dk, tlf +45 20123491