25.000 frivillige deltog i Røde Kors indsamlingen

Cirka 25.000 frivillige gik på gader og stræder eller organiserede indsamlingssteder, da Røde Kors søndag havde landsindsamling. I alt indsamlede de omkring 16 millioner kroner. Det er et resultat på niveau med sidste års indsamling.

 

Kontainer image
Tusind tak til alle frivillige indsamlere og alle der har stoppet penge i bøsserne. I år har vi samlet 16.000.000 kr. ind.

”Det er en enorm opgave at arrangere en landsindsamling, og det kan kun lade sig gøre, fordi så mange frivillige engagerer sig. Enten ved at gå en rute eller ved at hjælpe på et af de over 500 indsamlingssteder. Vi er meget taknemmelige over, at så mange mennesker har brugt deres søndag for at hjælpe mennesker i nød,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

”En landsindsamling handler om penge – men det handler i høj grad også om at møde og engagere så mange mennesker som muligt. Vi vil være hele Danmarks Røde Kors og en dag som denne, hvor rigtig mange mennesker påtager sig at repræsentere os, og et endnu større antal mennesker møder os i døren og putter penge i indsamlingsbøsse, viser, at der er bred opbakning til Røde Kors,” siger Anders Ladekarl.

En meget vigtig del af indsamlingen er at sikre det økonomiske grundlag for at kunne rykke hurtigt ud ved katastrofer. Men derudover er der reserveret beløb fra indsamlingen til en række specifikke formål. En halv million skal bidrage til Røde Kors’ indsats for hjemløse, og et tilsvarende beløb vil blive anvendt efterværn for voldsramte kvinder. Derudover går en halv million til den fortsatte indsats i den grusomme konflikt i Yemen og et tilsvarende beløb til ofrene for oversvømmelserne i Mozambique. 

”En stor tak til hver og en, der bidrog ved at putte penge i indsamlingsbøsserne, bidrog på MobilePay eller via andre kanaler – hver en krone gør en forskel i vores arbejde med sårbare i Danmark og ude i verden,” siger Anders Ladekarl.

Yderligere informationer

Yderligere informationer:

Kommunikationschef Klaus Nørskov, 27245890

Du kan stadig nå at støtte indsamlingen. Støt her.