Røde Kors indgår samarbejdsaftale med Lyngby-Taarbæk kommune, der sikrer at borgerne kan få hjælp i tilfælde af kriser
Det er første aftale mellem Røde Kors og en kommune på beredskabsområdet.

Der er et krav om, at kommunen skal hjælpe borgere og tilbyde krisestøtte, hvis der kommer en krise. For at sikre at alle kan få hjælp, har Lyngby-Taarbæk kommune lavet en samarbejdsaftale med Røde Kors.
Røde Kors kan bidrage til kommunens indsatser med krisestøtte, social assistance og f.eks. at oprette og bemande et tryghedscenter (evakuerings- og pårørendecenter).
Med aftalen kan kommunen fokusere på sine andre opgaver under kriser, og Røde Kors kan bistå med dét, som vi er gode til.
”Uforudsete hændelser og kriser er desværre begivenheder, som også kan ramme os. Jeg håber naturligvis ikke at behovet opstår, men er glad for, at vi er forberedt med samarbejdsaftalen med Røde Kors. Med aftalen får kommunen mulighed for at trække på erfaringer og assistance fra Røde Kors, så vi kan vi få støtte og hjælp til borgerne, hvis der skulle opstå kritiske situationer,” udtaler Borgmester Sofia Osmani om samarbejdsaftalen.
”Vi kender området og borgerne”
Røde Kors har altid fokus på mennesker, der er ramt eller berørt af en krisesituation. Vi kan mobilisere frivillige og ansatte til at træde til og støtte de berørte, og som kan supplere kommunens indsatser.
"Samarbejdet mellem kommunen og Røde Kors Lyngby-Taarbæk betyder, at vi systematisk bliver indtænkt i en krisesituation. Vi har frivillige ressourcer lokalt, der kan være relevante for kommunen at trække på i en krisesituation. Det betyder meget - både for trygheden i samarbejdet og for effekten af indsatsen. Vi kender området, og vi kender borgerne, og derfor giver dette samarbejde ekstra god mening for os,” siger Tony Lindemann Bøgh, formand i Røde Kors Lyngby-Taarbæk.
Beredskabschef vil udbrede samarbejdet til endnu flere kommuner
I Røde Kors arbejder vi for at skabe samarbejdsaftaler med myndigheder, så vi kan blive indtænkt i og tage ansvar for samfundssikkerheden.
”For os er det vigtigt, at vi som civilsamfund styrker samarbejdet med kommunerne, så borgerne kan være trygge igennem samfundets kriser. Røde Kors står klar med hjælpeindsatser og støtte i tilfælde af katastrofer og beredskabshændelser, hvor borgere er berørt. Derfor er vi meget glade for aftalen med Lyngby-Taarbæk, og vi håber, at vi kan udbrede samarbejdet til endnu flere kommuner i fremtiden,” siger beredskabschef i Røde Kors, Louise K. Jühne Paulsen.
Aftalen med Lyngby-Taarbæk er Røde Kors første aftale på beredskabsområdet med en kommune. Vi arbejder for at få flere aftaler i hele landet, så vi kan sikre at alle borgere kan få hjælp i krisesituationer.