Nyt projekt tilbyder ro og samvær

af Susan Hoffman

Egmont Fonden har bevilget to millioner kroner til et nyt projekt, der hedder Calm Together – en fælles Røde Kors indsats, der tilbyder psykosocial støtte til nytilkomne flygtningefamilier fra Ukraine.

 

kontainer_image

Det overordnede formål er at reducere børn og voksnes stressniveau gennem beroligende aktiviteter. Forældre deltager sammen med deres børn i gruppesessioner, hvor de gennem forskellige øvelser får hjælp til at slappe af og være i nuet.

I projektets indledende fase har Røde Kors’ psykologer arbejdet med at skabe og tilpasse aktiviteterne til målgruppens behov i gruppesessioner på Center Sandholm og Center Sjælsmark. Det har vist sig, at familierne har stor gavn og glæde af få ro på kroppen og for eksempel lære vejrtrækningsøvelser.

Aktiviteterne faciliteres af Røde Kors psykologer med hjælp fra tolk og de er tilrettelagt, så børn i alle aldre kan deltage.

Projektet kommer også frivillige til gode, der møder de ukrainske familier i modtagekommunerne. 100 frivillige, som er tilknyttet caféer eller andre sociale aktiviteter i lokalafdelingerne, vil gennem kursus og e-læring få viden om reaktioner og følger af traumatiske oplevelser hos børn, unge og voksne.

Alle frivillige får desuden en nyudviklet frivillighåndbog, der indeholder viden om kriser, håndtering af traumatiske reaktioner og psykosociale støttemekanismer samt et øvelseskatalog.

Projektet er et tværgående samarbejde mellem Røde Kors’ nationale afdeling og asylafdelingen.

Det giver os mulighed for at gøre en forskel for både de ukrainske familier, der opholder sig i asylsystemet, og dem som kommer i Røde Kors’ sociale caféer i kommunerne.

I første omgang er målgruppen flygtninge fra Ukraine. På sigt håber vi at udbrede metoden til alle flygtningegrupper.