En ret vild måned

af Susan Hoffman

Marts 2022 bliver en måned, vi sent glemmer i Røde Kors. Det samme sagde vi for ca. syv måneder siden, da vi tog imod evakuerede fra Afghanistan. Dengang - i august - tog vi imod 843 mennesker på ni dage.

 

kontainer_image
Foto: Anne Prytz Schaldemose

Denne gang har vi taget imod cirka 3200 flygtninge fra Ukraine på Center Sandholm, siden krigen brød ud den 24. februar. På omkring én måned er der rundt regnet ankommet 1000 flere end i hele 2021. Ikke så mærkeligt, at samtlige faggrupper i Røde Kors har haft ekstraordinært travlt med at sikre en tryg og ordentlig modtagelse til alle. Vi har taget en ekstra tørn på Center Sjælsmark med at skabe modtagepladser til hundredvis af ukrainske beboere, og vi ruster os til at kunne tage imod endnu flere i den kommende tid.

Sideløbende med mange ankomster og transporter videre til andre centre, har Røde Kors fået opgaven med at åbne et stort center med kapacitet til 400 beboere i Gadstrup ved Tune. Det skete onsdag den 23. marts, og kort tid efter flyttede de første 150 flygtninge fra Ukraine ind på centeret.

Ugen før åbnede vi to asylcentre på Langeland. Center Holmegaard med plads til cirka 200 og Center Lindelse, blot 15 kilometer derfra, med plads til cirka 60.

Langeland kommune leverer skole, SFO til de yngste skoleelever og børnehavetilbud. Både personale og flygtninge er blevet fantastisk modtaget af lokalbefolkningen på Langeland, hvilket har betydet rigtigt meget for at kunne komme hurtigt i gang.

Billedet er fra Center Sandholms tøjuddeling, hvor hundredvis af nytilkomne familier har fået varmt tøj og fodtøj i alle størrelser.