Frisørsalon genåbnet

af Susan Hoffman

Håret hos mange beboere på Center Avnstrup har skiftet farve, og frisurerne er blevet en kende mere skarpe og veltrimmede. Årsag? Centerets frisørsalon genåbnede for to uger siden, og mange beboere har lagt vejen forbi.

kontainer_image

Siden november har en ihærdig gruppe frisør- og makeup kyndige beboere været travlt beskæftiget med planlægning, indkøb og klargøring. Med hjælp fra tekniske og praktiske medarbejdere, donationer og knofedt lykkedes det at få genskabt salonen, og det blev markeret med rød snor, sodavand og glade ansigter, da den åbnede den 2. februar.

Efterhånden som det gode projekt fik mere og mere opmærksomhed voksede frisørsalonens arbejdsgruppe, og nu tæller teamet 12 beboere: 8 frisører og 4 hjælpere, som farver, klipper og trimmer hår og skæg.

Aktiviteten er støttet med 10.000 kroner fra Røde Kors’ Idebank – en pulje med donationer til Røde Kors’ asylarbejde, som personale og beboere kan søge om til mindre projekter på centrene.