ISS på udkig efter afghaneres kompetencer

af Susan Hoffman

22-årige Marwa og 30 andre veluddannede og kompetencestærke afghanere mødte i sidste uge op til jobmesse i Center Sandholm. Jobmessen blev til i et samarbejde mellem Røde Kors´ jobcenter og servicevirksomheden ISS Danmark, der har fået øjnene op for de kompetencer, gruppen af evakuerede afghanere er kommet med.

kontainer_image

Det blev et meget livligt og konstruktivt møde, hvor flere af de fremmødte havde arbejdsmæssige erfaringer, som oplagt kan bruges i ISS. En havde for eksempel drevet en restaurant, en anden havde haft logistik-opgaver i internationale NGO´er i Kabul.

Også Marwa var oplivet og glad efter mødet. Selv om hendes uddannelse – en bachelor i kommunikation – ikke er det mest oplagte udgangspunkt for ISS, så fik hun indblik i, at der måske kan være sjove kommunikationsopgaver i store virksomheder, og hvordan sådan en international virksomhed fungerer.

Jobmessen blev indledt med en introduktion, hvor jobkonsulenter fortalte om de forskellige job og karriereveje. Efterfølgende havde afghanerne mulighed for at tale videre med jobkonsulenterne.

ISS Danmark er allerede i dialog med flere af de evakuerede afghanere om et muligt praktikforløb og måske ansættelse. 

Jobcenteret på Center Sandholm har i forvejen formidlet praktikforløb på Politiken, hos Euromaster Skovlunde, hos Dansk Flygtningehjælp og på European School i Hellerup. Jobcenteret i Center Jelling har også sørget for en række eksterne praktiksteder.