0-2 år

Hos det helt lille barn er der ofte ikke forståelse for konsekvenserne af et tab, men barnet er meget følsom overfor de voksnes adfærd og reaktioner. Det lille barn har svært ved at udtrykke sit behov og reaktioner med ord, men man kan se på adfærden, at barnet har det svært. Barnet kan hænge meget på sine forældre, græde og være urolig, samt være mere irritabel og pjevset end ellers. Man kan opleve at barnet har ændrede spise- og sovemønstre. Barnet kan også blive meget skræmt, hvis barnet bliver adskilt fra forælderen, selvom det er i kort tid ad gangen. 

3-6 år

Førskolebarnet kan bedre udtrykke sig med ord og fortælle om hændelsen end helt små børn, men er stadig ikke helt i stand til at forstå konsekvenserne af en kritisk hændelse eller et stort tab. Gennem leg eller tegning kan barnet finde på at udforske hændelsen. Barnet forstår stadig verden gennem de voksnes reaktioner, og har samtidig et levende og fantasifuldt indre liv. ”Magisk tænkning” kan forekomme, og barnet kan måske tro, at det er skyld i hændelsen. Når der er noget et barn ikke forstår eller har information om, udfylder barnet den manglende viden ved hjælp af fantasi. Efter en voldsom oplevelse, der involverer et tab (f.eks. af bolig, familie og venner), kan barnets sorg ved første øjekast opleves kortvarig og pludseligt overstået. Man kan også opleve, at barnet pludselig skifter mellem at vise sorg og græde og at lege og have det sjovt. I denne alder kan barnet også blive hyperaktivt og hurtigt miste koncentrationen. Barnet har ofte brug for at være meget tæt på sineforældre, og kan blive ked af det hvis det bliver forladt, selv i kort tid. Det kan være, at barnet regredierer til tidligere udviklingsstadier f.eks. begynder at sutte på tommelfinger eller væde sengen. Barnet kan få søvnforstyrrelser eller mareridt. Barnet kan holde op med at tale eller vil ikke længere lege med andre. Barnet kan græde mere, være krævende, være hyperaktiv eller udadreagerende (f.eks. begynde at slå eller sparke). Barnet kan blive bange for ting, der ikke plejede at skræmme f.eks. mørke eller insekter.

6-12 år

I skolealderen og indtil teenageårene får barnet en større forståelse for sammenhænge og konsekvenser. Barnet er interesseret i fakta om den kritiske hændelse, og har en bedre forståelse for døden. Barnet kan stadig bruge magisk tænkning, men er bedre i stand til at forstå og tænke i abstrakte termer. Barnet kan udvise aggressiv adfærd, være irritabel og rastløs. Der kan også forekomme ændringer i søvn-og spisemønster og i omfanget af fysisk aktivitet. Barnet kan nogle gange trække sig fra kontakten til andre eller vil ikke i skole. Barnet kan være meget opmærksom på forældrenes reaktioner og være nervøs for at belemre forældrene med egne reaktioner, hvis forældrene selv har det svært. Barnet kan have et stort behov for at spørge til eller fortælle om hændelsen, og kan være bange, forvirret og have svært ved at koncentrere sig. Der kan også være stærke følelser af skyld og selvbebrejdelser. Barnet kan være nervøs for at en lignende hændelse skal indtræffe igen. Reaktionerne kan også vise sig i form af hoved-, mavepine eller andre muskelsmerter.

13-18 år

Teenageren har en større forståelse for andre personers perspektiver, og forstår alvoren og konsekvenserne af en kritisk hændelser og dødsfald. Den unge kan føle et stort ansvar for familiens ve og vel efter en kritisk hændelse, og være bekymret for forældre og søskende. Venner og det sociale liv er tit det vigtigste, og her sker en stor del af støtten. Venner kan af den unge opleves som lige så støttende eller mere støttende end familien i svære tider. Den unge kan blive optaget af at have kontrol ved f.eks. at blive særligt perfektionistisk. Den unge kan også miste sit engagement og interesser og gå i stå fagligt i skolen. Den unge kan føle sig meget selvbevidst, og være nervøs for at vise sin sårbarhed for andre. Reaktionerne kan være følelser som intens sorg, skyld, vrede, og meningsløshed. Teenageren kan komme til at isolere sig og trække sig socialt eller blive aggressiv og selvdestruktiv og tage større risici, f.eks. i forhold til stoffer, alkohol og i form af selvskadende adfærd.

At hjælpe børn

Det er vigtigt at huske, at børns reaktioner på stress og kritiske hændelser er normale reaktioner på unormale oplevelser. Det er vigtigt, at forklare dette til børn, når de ikke selv kan forstå deres reaktioner eller finder det svært at forholde sig til dem. Det hjælper til at normalisere barnets forståelse af sig selv og dets reaktioner og følelser.

Børn hjælpes bedst ved at blive fastholdt i de normale rutiner, f.eks. ved fortsat at gå i skole, daginstitution og ved at deltage i kendte aktiviteter som sport og fritidsinteresser. Derfor er det vigtigt at genindføre rutiner så hurtigt som muligt ved at bevare sove- og spisemønstre og ved at fejre fødselsdage og særlige lejligheder på så normal vis som muligt.

Børn har brug for så normale omstændigheder som muligt – at lege, være sammen med deres venner og have det sjovt. De skal have mulighed for at finde sig selv igen og for at genfinde en oplevelse af tryghed og tillid til deres omgivelser. Det er vigtigt, at børns omgivelser (voksne) holder fast i deres normale adfærd, relation og rolle, så barnet ikke overlades til at overtage voksenrollen.

Hvis det ikke er muligt for børn at have adgang til skole, institution eller lignende, er det en god idé at oprette særlige steder, hvor børn kan lege med andre børn og være sammen med deres forældre og frivillige. Det kun er frivillige med børneattester, der må varetage opgaver direkte kontakt med børn, ligesom det anbefales at frivillige ikke er være alene med et barn jf. Røde Kors’ retningslinjer om beskyttelse af børn.

Børn skal have besked

Børn og unge skal have informationer om, hvad der er sket, og om hvordan situationen er.. Denne information skal tilpasses deres alder og udvikling, og de skal ikke overvældes af oplysninger. Voksne omkring børnene bør opfordre dem til at stille spørgsmål og bruge spørgsmålene som en hjælp til at tale om situationen. Det er vigtigt at være ærlig og at bruge ord, som børn kan forstå. Det er vigtigt at sige, at det, der er sket, ikke er deres skyld, og at der er voksne, som tager hånd om situationen.

Man bør undgå at lade børn høre ‘voksen-snak’ om ting, der gør dem bange, og man skal ikke lade dem se TV alene om emner, der er skræmmende.