Terror i Sri Lanka

En indsats på tværs af nationalt og internationalt beredskab

Påskemorgen 2019 bliver 3 kirker og 3 luksushoteller i Sri Lanka ramt af bombeeksplosioner næsten samtidig. Herefter sker to yderligere eksplosioner i hovedstaden Colombo. Mindst 500 mennesker bliver såret og 359 mennesker dør, herunder 3 danske børn.

Det er højsæson for turisme i Sri Lanka og rigtigt mange danskere er til stede i landet. Røde Kors bliver aktiveret gennem en samarbejdsaftale med Udenrigsministeriets Borgerservice. Røde Kors har et særligt mandat og en supplerende rolle ift. at støtte myndighedernes hjælp til danske borgere i krisesituationer uanset, hvor i verden de måtte befinde sig.

Røde Kors beslutter at sende en ekspert i psykosocial indsats og krisestøtte afsted på et ”udrykkerhold” til Sri Lanka for at hjælpe de danskere, der er i landet. I løbet af 2 timer er Ea Akasha fra det Psykosociale Referencecenter mobiliseret og klar til at tage af sted til Colombo. Det øvrige hold består af repræsentanter fra Rigspolitiet og PET samt en læge og en sygeplejerske fra Hovedstadens Akutberedskab foruden Røde Kors.

Hvordan arbejder Røde Kors i krisen?

Opgaven for Røde Kors er i samarbejde med myndighederne bl.a. at bidrage med krisestøttende kommunikation til berørte danskere, gennemføre informationsmøder for mindre og større grupper om krisereaktioner, gode råd og henvisningsmuligheder ved behov efter hjemkomst samt krisesamtaler for enkeltpersoner eller grupper ved akut behov.

I Danmark har vi sat vores nationale beredskab i "trin 3 - operationsberedskab". Alle lokale Røde Kors afdelinger, som har frivillige, der står i beredskab, er informeret om aktiveringen af vores krisestyringsorganisation og varslet om, at vi muligvis skal hjælpe mere. På den måde er vores nationale beredskab klar til at iværksætte aktiviteter, hvis vi skulle blive bedt om at støtte myndighederne med at tage imod hjemvendte danskere, og fortsætte Eas arbejde i Danmark.

En del af det etablerede beredskab

At Røde Kors involveres på lige fod med de danske beredskabsmyndigheder i en svær situation viser, at vi kan gøre en ekstra forskel for mange i andre akutte kriser, og at vi nu har taget nogle skridt imod at blive en meget konkret del af det danske beredskab. 

Har du spørgsmål til nyheden er du altid velkommen til at kontakte os.  beredskab@rodekors.dk