Flere års konflikt i verdens yngste stat, Sydsudan, har udviklet sig til en humanitær katastrofe. Her er seks vigtige fakta om sultkatastrofen og borgerkrigen i Sydsudan.
Sydsudan erklærede sin afhængighed d. 9. juli 2011 efter årtiers borgerkrig mod regimet i Sudan. Men glæden var kortvarig. Det herskende parti, SPLM (South Sudan People’s Liberation Movement), der havde banet vejen for Sydsudans uafhængighed, blev splittet i en magtkamp om indflydelse og ressourcer.
I 2013, to år efter at Sydsudan blev selvstændigt, udbrød en borgerkrig da landets præsident beskyldte vicepræsidenten for at planlægge et kup. Den politiske konflikt blev begyndelsen på en borgerkrig i Sydsudan.
Konflikten fik karakter af en etnisk konflikt, da præsidenten og visepræsidenten tilhører to af de største etniske grupper i Sydsudan (Dinka og Nuer). Konflikten har splittet landet langs etniske skillelinjer, som giver næring til lokale stridigheder over jord, kvæg og vand.
Krigen sluttede officielt i 2015, da de stridende parter indgik en fredsaftale, der skulle afslutte 20 måneders borgerkrig i Sydsudan.
Den eskalerede vold i landet ramte civilbefolkningen hårdt og drev mere end 413.000 mennesker på flugt. Tusindvis søgte tilflugt i FN-baser, der senere blev omdannet til midlertidige flygtningelejre.
Sydsudan er hærget af både borgerkrig og en truende hungersnød, der påvirker mere end 4,5 millioner mennesker.
Der er blevet underskrevet en række fredsaftaler – senest i august 2015 – men de er blevet overtrådt gentagne gange og situationen forbliver ustabil. Mens nogle områder er blevet mere stabile, så folk kan bevæge sig frit og vende tilbage til deres hjem, opstår der stadig voldsomme kampe i hele landet. I juli 2016 udbrød en ny bølge af vold i Juba, blot en dag før landets femårs jubilæum for uafhængighed. Sammenstødende dræbte mere end 300 mennesker og fordrev 40.000 i løbet af få dage.
Selvom Sydsudan har store og stort set uudnyttede naturressourcer, ud over et par olieenklaver, forbliver landet underudviklet. Siden Sydsudan erklærede sin uafhængighed i 2011, har landet befundet sig i en dyb økonomisk krise, der skyldes massive nedskæringer i statsbudgettet som følge af løbende oliestridigheder med Sudan, fald i internationale oliepriser, skævvridning af valutakurser, hastigt voksende inflation og en vedvarende gældsspiral. Korruption gennemsyrer landet på alle niveauer.
I begyndelsen af 2017 erklærede FN hungersnød i dele af Sydsudan.
Vedvarende konflikt og usikkerhed kombineret med høje fødevarepriser, økonomisk krise og en lav landbrugsproduktion er de vigtigste årsager bag hungersnøden i Sydsudan.
Krigshandlinger er gået hårdt udover befolkningens levevilkår og landbrugsaktiviteter, som har reduceret produktionen af afgrøder. Derudover har mangel på fødevarer og handelsbarrerier har påvirket fødevaretilgængeligheden på de lokale markeder.
Fødevareusikkerheden er drevet at høje priser på mad, der er opblæst af den kraftige devaluering af den lokale valuta og høje transportomkostninger på grund af usikkerhed langs de store handelsruter.
I juli 2016 udbrød der voldelige sammenstød i Juba, som begrænsede tilstrømningen af importeret mad. Det medvirkede til endnu en nedgang i forsyningerne og en stigning i fødevarepriserne. I juli var kornpriserne det dobbelte af juni og ti gange højere end i 2015.
Sydsudan har et stort landbrugspotentiale, men på grund af dårlig infrastruktur og mangel på teknologi er det aldrig blevet let at dyrke nok mad til at brødføde alle i den unge nation.
Konflikt og uroligheder har afbrudt landbruget og eventuelle forbedringer er gået tabt. På grund af kampe vil folk, der normalt dyrker afgrøder, være langt væk fra deres land og ude af stand til at dyrke jorden. Omkring halvdelen af alle afgrøder i voldsramte områder er gået tabt.
Herudover har fattige landbrugsforhold som tørke forværret manglen på basale fødevarer.
Sydsudans befolkning befinder sig i en kæmpe humanitær katastrofe, der til dels er menneskeskabt på grund af en væbnet konflikt mellem præsidenten og den tidligere vicepræsident fra partiet SPLM (South Sudan People’s Liberation Movement) og deres respektive tilhængere.
Siden konflikten begyndte i 2013 har den bredt sig til store dele af landet og mere end tre millioner mennesker er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem i og uden for Sydsudan, hvor sult og hungersnød truer. Mere end 1,5 millioner mennesker er flygtet til nabolandene Sudan, Kenya og Uganda og mere end to millioner er fanget i det krigsramte land. Mange af dem der er flygtet, har mistet deres kære, deres hjem, deres jord og deres levebrød.
Angreb på hjælpekonvojer og plyndring af forsyninger er blevet mere og mere almindelige, hvilket gør det svært og farligt at nå familier med den støtte, de har brug for til at overleve.
Civile: Vold mod civile har været udbredt, herunder kønsbaseret vold, kidnapninger og mord. Brænding og plyndring af boliger og husdyr er voldsomt.
Børn: Ifølge Unicef går over halvdelen af landets børn ikke i skole. Hundredevis af børn og unge står over for en usikker fremtid.
Mere end 1,5 millioner mennesker er flygtet til nabolandene Sudan, Uganda, Kenya og Etiopien, som har resulteret i Afrikas største flygtningekrise. Hver dag ankommer tusindvis af sydsudanesiske flygtninge til lejre, som i forvejen er overbefolkede.
Alene i 2016 flygtede mere end 760.000 mennesker fra Sydsudan, da konflikten intensiverede i anden halvdel af året.
Værtslandene for de sydsudanesiske flygtninge er under enormt pres med knappe ressourcer. 698.000 sydsudanesere er flygtet til Uganda som er det land, der har modtaget flest flygtninge. Etiopien er vært for omkring 342.000 mennesker, mens mere end 305.000 er i Sudan og omkring 89.000 i Kenya.
Mere end 60 procent er flygtningene er børn og mange er akut underernærede.
I Sydsudan er omkring to millioner mennesker internt fordrevet.
Hovedparten af de fordrevne familier lever uden for lejrene, hvor de kan finde beskyttelse – ofte i små landsbyer, gemt væk fra de centrale kampområder og med en vis sikkerhed.
