Sulteksperiment: Hvordan er det at leve uden mad?

Anne Broksø indvilligede i at forsøge at leve syv dage uden at spise. For at vise, hvordan sult påvirker det enkelte menneskes hverdag. Men kan man det? Anne skrev dagbog hver dag.

Dag 1, mandag

Kl. 13.27: Nu er jeg sulten. Tænker ret meget på mad. Måske mest fordi, jeg ved, at jeg ikke må få det. Jeg kom lige igennem køkkenet på kontoret, mens en pige rister brød og smører det. De ser gode ud, bollerne.

Kl. 15.07: Jeg er færdig med et møde og kan godt mærke, at jeg er sulten. Jeg er ved at blive lidt svimmel og utilpas. Jeg laver en ny kande te. Mine kolleger spiser frugt. Jeg tager min te. Og det er det.  

Kl. 20.20: Jeg er kommet hjem fra løb. Familien sidder og spiser fiskefilet, salat og kartofler. Og jeg kan få lov til at få te. Jeg er ikke dårlig – jeg er bare træt.

Kl. 21.10: Jeg er nødt til at gå i seng. Jeg har ikke flere kræfter. Ikke mere energi. Jeg burde arbejde, men det kan jeg ikke. Jeg fryser og er træt. Jeg skal bare i seng.

Dag 2, tirsdag

Morgen: Det er tirsdag. Jeg har sovet hele natten. Jeg havde det skidt i går aftes efter, at jeg gik i seng. Jeg havde ondt i maven og blev ret utilpas og havde kvalme. Jeg er hævet over det hele. Tykke øjne, tykke hænder, tykt hoved. Har væskeophobninger overalt. Jeg sveder. Og jeg synes faktisk ikke, at det er særlig rart. Jeg er selvfølgelig også sulten, og det er svært kun at skulle drikke et glas vand. Jeg går i bad og gør mig klar, men jeg kan ikke hænge sammen. Går i seng igen – sover med det samme. Min mand tager tekruset ud af min hånd.

Jeg vågner kl. 09.45. Jeg skulle have været på arbejde forlængst. Men jeg er så træt og har ingen energi. Jeg kan næsten ikke stå op. Men nu prøver jeg at tage af sted og se, hvordan det går.

Kl. 13.05. Jeg er på arbejde. Jeg er sindssygt træt. Fuldstændig hævet overalt på kroppen. Tykke fingre. Tyk omkring hovedet. Alt går langsomt. Det er svært for mig bare at løfte en hånd – og jeg har svært ved at få fra den ene ende af kontoret til den anden. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg kunne blive så træt.

Dag 3, onsdag

Kl. 10.30: Jeg havde rigtig ondt i hovedet hele natten. En kollega hentede mig og kørte mig på arbejde. De synes ikke længere, at jeg skal køre bil. De er bange for, at jeg ikke helt kan reagere.

En kollega smider en halv blomme i skraldespanden på kontoret. Jeg går fuldstændig amok og råber "Smider du mad ud, når vi andre sulter!?!" Det var jeg under normale omstændigheder ikke blevet sur over.

Aften: Jeg er i Fælledparken til DHL-stafet. Planen er, at jeg skal løbe 5 km. Lige nu ved jeg ikke, om jeg kan. Jeg er rigtig træt og synes ikke, at jeg har energi. Jeg ved ikke, om det hjælper at få løbetøjet på. Men det er jo om at overveje, hvad der er bedst for mig. Min mand løber for mig, hvis jeg ikke føler, at jeg er frisk til det.

Dag 4, torsdag

Kl. 10.00: Jeg har sovet fra 21.30 til kl. 08.00, og jeg er stadig træt. Jeg kan ikke passe mit job ordentligt mere. Jeg håber på, at jeg kan klare bare halvdelen af det jeg skal nå i dag.

kl. 16.30, status med læge Thomas Knudsen: "Hun er fysisk i god form, men begynder at få symptomer pga. manglende energi-indtag. Kroppen har brugt de hurtige muligheder der er i kroppen for at omsætte noget til energi. Nu kroppen forsøger at mobilisere, hvad der er af muligheder. De næste dage vil hun uden tvivl få det hårdere. Det er nu, det begynder at koste."

Kl. 19.30: Jeg ligger i min seng. Jeg kan ikke klare at stå op mere. Jeg kan ikke klare mit job mere i det omfang, som jeg plejer. Jeg kan klare en fjerdedel. Det er mere udmarvende, end jeg havde regnet med.

Dag 5, fredag

Jeg kunne komme op og være på arbejdet kl. 10.30. Jeg har en lang dag foran mig; bl.a. har jeg et aftenmøde. Jeg har det godt. Jeg er sulten og meget træt. Ellers ikke rigtig noget. Jeg blev undersøgt af en læge i går. Alt var fint. Min lever og nyrer klarer det, som de skal. Alt ser fornuftigt ud.

På arbejdet har jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg kan ikke rumme flere ting på én gang. Jeg sidder overfor en klient, der siger tallet 478, men jeg skriver 436. Jeg siger også nogle underlige ting. Jeg kan sagtens gennemføre mødet på en god måde, men det er som om, at der er sket en lille kortslutning i mit hoved. Jeg falder sammen som en klarklud efter mødet.

Aften: Jeg er på restaurant. De andre spiser 6-7 retter med dejlige vine. Men jeg drikker danskvand. Jeg synes faktisk, at jeg er livet lidt op. Det er ikke så slemt at se dem spise – jeg har bare lyst til selv at få noget.

Dag 6, lørdag

Kl. 20.00: Jeg har fået mange mavekramper og har bare rigtig ondt og er rigtig kold, men det mest generende er faktisk mavekramperne

Dag 7, søndag

Morgen: Det er allersidste dag. Jeg tæller ned og glæder mig til at det er overstået

Jeg har haft rigtig meget hovedpine i nat og det skyldes sikkert, at jeg har drukket for lidt i går.

Aften: Jeg laver mad til børnene og smører madpakker. 3 stk. dvs. også en til mig! Jeg må spise i morgen!!

Efter eksperimentet:

Vi møder Anne Broksø tre dage efter, at hun begyndte at spise igen. Hun er frisk og ser godt ud.

"At undvære mad sugede langt flere kræfter, end jeg havde regnet med. Jeg har normalt et meget højt aktivitetsniveau, og jeg forsøgte at leve et liv så tæt på det liv, jeg normalt lever. F.eks. løb jeg flere gange i løbet af ugen, og det gik fint. Men den sidste dag kunne jeg ikke mere. Der var jeg færdig," fortæller hun og fortæller videre:

"Jeg var ikke normalt fungerende i den uge og havde svært ved at være mig selv. Jeg ville ikke have gjort det igen, hvis jeg havde vidst, hvor hårdt det ville være," siger Anne Broksø.