De 5 vigtigste ting, vi har gjort siden jordskælvet i Nepal

Næsten 9000 mennesker omkom, og 800.000 fik smadret deres hjem, da det største jordskælv i over 80 år ramte Nepal for 1 år siden. Siden har Røde Kors hjulpet flere end 3 millioner mennesker. Vi har skaffet:

Kontainer image

11.04.2016 / Troels Donnerborg

1. Husly

Vi har givet 130.334 familier midlertidigt husly og sørget for, at 6.056 mennesker er blevet uddannet i, at bygge et sikkert og tørt midlertidigt husly. Vi har trænet 720 mennesker i at bygge sikrere huse og 90 mennesker i at bygge og jordskælvssikre 34 skoler. 

Vigtigt fordi: 

Monsunregnen og vinteren kan være barsk i Nepal. Derfor var det vigtigt hurtigst muligt at stå klar med husly. I første omgang i form af presenninger og telte, men derefter i form af bliktage, bambusstænger og værktøj, så folk selv kunne lave midlertidige huse. 

JORDSKÆLVETS EFFEKT

  • 7.8 på Richterskalaen. 
  • 8.856 omkom. 
  • 22.309 mennesker blev sårede
  • Flere end 800.000 huse blev ødelagt. 
  • Flere end 4 millioner blev hjemløse. 
  • Blev efterfulgt af et stort efterskælv den 12. maj på 7.5 på Richterskalaen. Det jordskælv var også dødeligt og fik yderligere huse til at falde sammen.

2. Mad

Vi har givet mad til 496.724 familier mad. Derudover har vi  givet penge til 41.707 familier, så de kunne købe det, de behøvede lige efter jordskælvet og 49.996 familier penge i forbindelse med monsunen og vinteren.

Vigtigt fordi: 

Fraværet af mad kan skabe desperation i en katastrofesituation, og derfor er det altid en prioritet at uddele både mad og redskaber til at lave mad med. Hvis der er mad til stede på lokale markeder uddeler vi så vidt muligt penge, så befolkningen selv kan købe. 

3. Vand

Vi har skaffet 247.839 adgang til rent vand. Vi har givet 70.454 familier bedre toiletforhold og givet 98.640 familier hygiejnepakker. Vi vurderer, at 359.649 fmennesker har fået oplysning om hygiejne. 

Vigtigt fordi:

I katastrofesituationer er det altid en udfordring at undgå, at vandbårne sygdomsepidemier som kolera og diarre i at bryde ud. Vi uddelte vandrensningstabletter lige efter jordskælvet, konstruerede sikre vandforsyninger og undgik epidemier. 

4. Lægehjælp

Vi har givet lægehjælp til 56.250 patienter og givet psykosocial hjælp til 60.166 mennesker efter jordskælvet. vi havde trænet 3.279 frivillige i førstehjælp, inden jordskælvet, og vi trænede 7.986 mennesker i førstehjælp lige efter jordskælvet. 

Vigtigt fordi:

Især i jordskælv er der ofte alvorlige brudskader på grund af de sammenstyrtede huse, der er væltet. Hospitalerne i Nepal var skrøbelige og ikke i stand til at håndterer det store pres, og derfor sendte vi også felthospitaler afsted med det samme til nogle af de værst ramte områder. 

SÅDAN HJÆLPER VI

  • Vil vil hjælpe 700.000 nepalesere over de næste to år. 
  • Vi vil sikre husly og vand og sanitet i områder, der er hårdest ramt.
  • Vi vil genopbygge lokalsamfund, genopføre skoler og hjælpe familier med at genoprette livsgrundlag.
  • Vi vil genoprette vandforsyninger til vanding af marker og hjælpe mennesker med at starte små virksomheder i lokalsamfundene. 

5. Kontakt

Vi har forbundet 2.461 familiemedlemmer med hinanden efter jordskælvet. 

Vigtigt fordi: 

I naturkatastrofer og under krige bliver familiemedlemmer væk fra hinanden. I Røde Kors driver vi verdens største efterlysningsværktøj, og vi står altid klar til at hjælpe mennesker med at finde hinanden igen. Det er afgørende for evnen til at komme sig oven på en katastrofe, at man ved besked om sin familie. 

Det gør vi nu:

I de næste to år vil vi hjælpe 700.000 mennesker på længere sigt i de 14 værst ramte områder. Vi vil blandt andet prioritere at skaffe en fast vandforsyning og få skaffet arbejde til de mange, der står uden nogen indtægtskilde. Derudover presser vi på for at få lov at hjælpe med at bygge nue huse i stedet for de husly af bambus og blik, som mange bor i nu. Den nepalesiske regering er nu omsider på vej med en procedure for, hvordan genopbygningen skal foregå. Indtil det er sket, tør de færreste gå i gang med at bygge et nyt hus, da en tilladelse fra regeringen er afgørende for at få hjælp.