Frivillige strømmer til for at sikre rent vand efter jordskælv i Kathmandu

Flere hundrede frivillige har meldt sig hos Røde Kors efter jordskælvet i Kathmandu. En af dem er den 25-årige sygeplejerske Manisha, der i dag var med til at skaffe rent vand til 15.000 familier.

Kontainer image
Foto: Sailendra Kharel

Af Troels Donnerborg

Den 25-årige sygeplejerske Manisha stod for uddelingen af vandrensningstabletter til 60 familier, der er blevet hjemløse i bydelen Bhaktapur, efter jordskælvet har smadret deres huse.

I alt er 2,8 millioner i Nepal blevet hjemløse siden jordskælvet. 530.000 bygninger er ødelagte og 70.000 huse helt ødelagte.

Rent drikkevand kan forhindre diarré

Flere familier må drikke regnvand, fordi de ikke tør gå ind i deres huse, og derfor er det afgørende at skaffe rent drikkevand, hvis man skal forhindre kolera, tyfus og diarré.

I dag fik vi første meldinger om alvorlige diarrétilfælde, og Kathmandu har før haft koleraepidemier. Netop derfor er Manisha og de andre frivilliges arbejde så vigtigt.

Manisha arbejder normalt på kræftafdelingen på et stort hospital som sygeplejerske, men meldte sig som frivillig hos Røde Kors, da hun havde sikret sin egen familie. Hun havde hørt om Røde Kors i fjernsynet.

Her kommer alle til

”Min egen familie har det godt, og derfor tænker jeg, at det er på tide, jeg gør noget for nogle andre. Hos Røde Kors sagde de: Du kommer på et rigtigt godt tidspunkt.”

Det er første gang Manisha er frivillig, men hun taler højt og med autoritativ stemme. Der har tidligere været desperation og problemer ved uddelinger i katastrofesituationer, og sådan har det også været i nogle af de første uddelinger i Kathmandu. Men hos Manisha kommer alle til.

Hun putter en tablet i en vanddunk og drikker selv af flasken for at vise, at vandet er rent nok. Kort efter hælder en pige vand i munden på sin lillesøster. Hun åbner munden som en fugleunge. Og bliver ved. Bag hende står fade og skåle med urent vand uberørt tilbage.