Telefonpasseren fra Jutlandia
Lysten til at se verden sendte 20-årige Bent Boisen til Korea-krigen med det danske hospitalsskib Jutlandia. Det gav ham venner for livet og en kærlighed til cheeseburgere.
Af Julie Lorenzen
Grrrrrrr. Grrrrrr. Grrrrrrr. Fra sækkelærredet på gulvet ringer en gråbrun telefon. Højt og insisterende – som en stor sanktbernhardshund, der knurrer. 20-årige Bent Boisen rækker hånden ned i sækken og tager røret. ”Danish Hospital speaking,” siger han.
En ophidset stemme i den anden ende råber: ”Hvor mange kan I tage? Vi har to hjernetilfælde, tre lungetilfælde, fire almenkirurgiske patienter og nogle med frakturer på benene.”
Det er Bent Boisens ansvar at tage felttelefonen på Jutlandia, når FN-styrkerne ringer for at spørge, om hospitalsskibet kan modtage sårede soldater fra fronten. Året er 1951, og Korea-krigen er i fuld gang. De allierede
med amerikanerne i spidsen kæmper på sydkoreanernes side mod det kommunistiske nord – Jutlandia er det danske bidrag til FN-missionen og drives af Dansk Røde Kors.
Der er ikke plads til felttelefonen på Bent Boisens mørke træskrivebord – derfor står den på gulvet ved siden af pakket ind i sækkelærred for at beskytte mod eventuelle angreb.
Telefonen hedder Galvestone 254 og ringer døgnet rundt. Men den knurrer mest sidst på dagen – da kører togene med de sårede soldater fra fronten ved Seoul sydover til Pusan, hvor Jutlandia og tre amerikanske hospitalsskibe ligger ved kaj.
Når der er opkald fra fronten, skal Bent Boisen melde, hvor mange patienter Jutlandia kan tage og derefter give skibets hospitalspersonale besked om, at en ny ladning sårede er på vej.
Jutlandia var billetten ud
Selvom det i dag er mere end 60 år siden, den nu 81-årige Bent Boisen tog imod opkald fra fronten, sidder den insisterende ringetone fast i erindringen.
”Du kan anbringe mig i 100 forskellige hotelværelser, med 100 forskellige telefoner deriblandt felttelefonen, og så kan jeg sige: Det er den. Jeg glemmer aldrig den knurrende brummelyd,” fortæller han fra sofaen i Østerbrolejligheden, hvor han nyder otiummet.
Der var ikke meget plads i skibskahytterne – fire mand boede sammen på cirka 16 m2.
På billedet sidder Bent Boisen på en køjeseng i kammeraterne Charles og Helges kahyt.
Han husker også stadig tydeligt den dag, han så omtalen i avisen – Røde Kors søgte mandskab til et hospitalsskib, der skulle til Korea.
Bent sad sammen med gutterne i vagtlokalet på Kadet- og Løjtnantskolen på Kronborg, hvor han på det tidspunkt var under uddannelse. For den unge mand lød avisomtalen som et eventyr. Han ville med om bord. Med en uddannelse i hospitalsadministration, fem forskellige kørekort og den store samaritterprøve var Bent klar til at tage af sted – selvom han dengang blot var 20 år.
Allerede i skoletiden var Bent Boisen optaget af, hvordan mennesker levede i andre lande, og han elskede geografi- og historieundervisningen.
Lysten til at se verden kom ikke fra fremmede. Faderen, der var sproglærer, drømte om at komme ud som missionær, men Anden Verdenskrig satte en bremseklods på udlængslen. I stedet lukkede faderen verden ind gennem de mange foredragsholdere, han inviterede til at overnatte i skoleboligen på Lolland, hvor Bent voksede op.
Her mødte han blandt andet Victor Cornelins, der var født på Sankt Croix og blev den første sorte lærer i Danmark.
Jeg kom fra et puslingeland og ville se, hvad koreanerne var for nogle.
Også samtalerne med den britiskfødte Monica Wichfeld, der som den første modstandskvinde i Danmark blev dødsdømt af tyskerne, gav internationalt udsyn. Og hun lærte Bent Boisen at tale engelsk allerede som 13-årig – noget de færreste danskere kunne på det tidspunkt.
Da krigen sluttede, åbnede verden sig på ny, og for Bent Boisen var Jutlandia billetten ud.
Engelskkundskaberne viste sig nyttige. Ud af de i alt knap 4.000 ansøgninger slap Bent Boisen gennem nåleøjet som én af knap 100, der blev sendt af sted på skibets første mission. Og en iskold 23. januar i 1951 kunne han vinke farvel til sine forældre, da Jutlandia stævnede ud fra Langelinie – som den yngste Røde Kors-ansatte om bord.
”Jeg kom fra et puslingeland og ville se, hvad koreanerne var for nogle. Dengang vidste man ikke andet om Korea, end at det var en halvø skråt fra Malmø,” forklarer han.
Jutlandia og Røde Kors
Da Korea-krigen brød ud den 25. juni 1950, sagde Danmark ja til at yde humanitær støtte til FN og de allierede styrker i Sydkorea. Hospitalsskibet Jutlandia blev sendt ud på tre missioner fra 1951-1953 for at behandle sårede soldater. Dansk Røde Kors stod for organiseringen og driften af hospitalsdelen – og for at ansætte personalet i hospitalsadministrationen. Der var 350 senge, fire operationsstuer, fire hospitalsafdelinger, røntgen-, øjen- og tandklinikker, laboratorier og apotek om bord. Jutlandia forlod Langelinie første gang den 23. januar 1951 og kom sidste gang hjem den 16. oktober 1953.
Kilde: Jutlandia – Danmark i Korea-krigen af Peter Frederiksen.
En nat i kugleregn
Ved siden af felttelefonen fik Bent Boisen også ansvaret for ambulancetjenesten – og dermed for at hente de sårede soldater og køre dem til behandling på skibet, når de ankom på stationen i Pusan med toget fra fronten.
Men det var ikke nok til at stille eventyrlysten. Sammen med kammeraten Jens ’Lyn’ rejste Bent Boisen flere gange på egen risiko til slagmarken 1.000 km væk for at pleje de sårede på den 14 timer lange togtur tilbage til Jutlandia. En ikke ufarlig tur på grund af den konstante risiko for at blive overdænget med nordkoreanske kugler.
Ud over røglugten fra soldaternes Lucky Strike og stanken af afføring fra patienter med ’uheld’ i sengen, husker Bent Boisen især én episode fra togturene.
Midt om natten var toget kørt af sted fra stationen i Seoul med sin last af sårede. Sammen med en sygepasser skulle Bent Boisen passe patienterne i tre vogne. Pludselig lød en knitrende lyd. Der blev en vældig tumult, og Bent røg ned på knæ. Soldaterne vågnede af deres morfin-døs og sagde: ”Nu er de her igen.” Fjendens fly havde smidt en kugleregn over vognene, men mirakuløst kom ingen til skade. Angrebet tog under et minut. Så sænkede stilheden sig, kun afbrudt af gråden fra en skræmt soldat. Først forstod Bent ikke, hvad der skete, men hurtigt kom frygten.
”Min første tanke var: Hvad skal vi gøre, hvis de kommer igen?” Det gjorde de ikke, og toget fortsatte sin tur sydpå. Det var første og eneste gang, Bent Boisen oplevede at blive beskudt under sin tid på Jutlandia.
Selvom det var med livet som indsats, fortsatte han med at tage til fronten. Han fortalte dog aldrig sin mor om de natlige ekskursioner – hun var i forvejen ked af, han skulle til Korea, og der var ingen grund til at gøre hende bekymret.
Lune pølser med kammeraterne
Hverdagen om bord på Jutlandia var knap så dramatisk som turene til fronten. Normalt vågnede Bent omkring kl. 7.30, medmindre han havde haft nattevagt.
Morgenmaden blev indtaget i spisesalonen og stod på hjemmebagt brød, cornflakes med mælk og grape – en eksotisk frugt, Bent Boisen aldrig før havde smagt.
Maden om bord var udsøgt med danske retter som hakkebøffer og smørrebrød. Derudover sørgede Jutlandias kokke for en spise, der var med til at gøre skibet yderst populært blandt de indlagte soldater: cheeseburgere. Det var dog ikke kun soldaterne, der var begejstrede for bøfferne med ost.
”Jeg fik min første cheeseburger om bord på Jutlandia. Og jeg kunne lide den,” husker Bent Boisen.
Til venstre: Bent Boisen foran sin sorte Erica rejseskrivemaskine på skibskontoret – felttelefonen stod på gulvet ved siden af. Til højre: Et par dage inden afrejse var Bent Boisen i Hornbæk for at besøge
Ud over at passe felttelefonen på kontoret gik en stor del af hans dag med administrative opgaver såsom at duplikere breve, hente telegrammer og hente posten til skibets ansatte.
Fritid var der ikke meget af, da Jutlandias personale skulle være til rådighed døgnet rundt. De få frie timer blev brugt på at læse i skibets bibliotek, skrive breve hjem, spille bordtennis eller besøge den amerikanske bar ’The Old Iron Side’ – et stort skur pakket ind i sandsække.
Her hang Bent ud med gutterne og fik chips, lune pølser, en Budweiser samt et slag dart. Sammenholdet var unikt.
”Det bedste ved at være med på Jutlandia var samværet med nogle brillante kammerater. Det var så tæt med kammeratskaber, at du ikke drømmer om det. Man var dus, lige meget om det var med professor Busch eller en af matroserne. Alle var i samme båd.”
Humøret fejlede aldrig noget om bord, selvom ingen vidste, hvornår de atter skulle gense familien derhjemme.
“Jeg kan ikke huske én, der var deprimeret,” siger Bent og griner, da han kommer i tanke om et digt, en kammerat skrev på kahytsdøren. “Sejl mig hjem til gamle Danmark, hvor der findes træk og slip. Jeg har fæces på min skjorte, jeg har fæces på min flip.” Det er da meget sjovt,” gnækker han.
McDonald’s får minderne frem
At der står Jutlandia på CV’et har efterfølgende åbnet mange døre i Bent Boisens karriere
som først lærer og siden præst. Deltagelsen i Korea-krigen har ført til mangeårige internationale job i bl.a. Grønland, Japan, Kenya, Bosnien og Kosovo.
På det menneskelige plan har krigseventyret givet livslange venskaber – venner, han stadig ser i veteranklubben. Og bunkevis af gode minder. Flere af dem er udstillet rundt omkring i lejlighedens fire værelser.
I entreen hænger et indrammet billede af Jutlandia med de store, røde kors på siden. Og en massiv guldmedalje pryder væggen i spisestuen, ’Korean War Hero – the little angels’, står der på den. En tak for indsatsen fra de sydkoreanske myndigheder.
Og har han brug for flere minder, tager Bent Boisen gerne en tur på McDonald’s. ”Jeg spiser stadig en cheeseburger, hvis jeg kan komme til det – så mindes jeg den tid.”
