Ny analyse: Jul uden for fællesskabet

Julen forbindes ofte med glæde, gaver og fælles traditioner, men for økonomisk trængte børnefamilier, ser virkeligheden anderledes ud. En ny undersøgelse, foretaget af Røde Kors, viser, at 82 % af disse familier må undvære eller spare kraftigt på julegaver, og 81 % må reducere eller helt undvære en rigtig julemiddag.

For mange børn betyder det, at de føler sig udenfor, når de vender tilbage efter juleferien og hører om deres kammeraters julegaver og oplevelser. "Et af mine børn vil slet ikke i skole efter juleferien, for han bliver trist, når han hører om sine kammeraters jul”, fortæller en mor i undersøgelsen. Julen bliver for mange en påmindelse om, at de står uden for fællesskabet.

 

For mange familier er julen fyldt med bekymringer

Julen er for mange økonomisk trængte familier en tid fyldt med bekymringer. Røde Kors’ undersøgelse viser, at 70 % af forældrene er bekymrede for, om de kan give deres børn den jul, de drømmer om.

Det er dog ikke kun forældrene, der føler sig pressede. Undersøgelsen viser, at knap hver tredje forælder oplever, at deres børn også bekymrer sig om, hvorvidt familien har råd til at holde jul. De fortæller, at børnene sammenligner sig med deres jævnaldrende og frygter at stå udenfor, når de vender tilbage til skolen efter juleferien. 

Derudover fortæller nogle forældre at deres børn mærker forældrenes stress og bekymringer omkring økonomien i juletiden, og at det også påvirker deres egen glæde og forventninger til julen.  

Om undersøgelsen

Røde Kors uddelte i december 2023 julehjælp til 21.000 børnefamilier med et begrænset økonomisk råderum.

Undersøgelsen bygger på en survey med 3.415 gennemførte besvarelser blandt forældrene.

Find undersøgelsen "Jul uden for fællesskabet - afsavn og ensomhed i økonomisk trængte børnefamilier" her

Min søn bliver mest af alt ked af at se hans mor være ulykkelig over, at hun ikke har råd til alt det, der hører sig en jul til. Han har sagt, han ikke behøver julegaver og det. Fordi han ved, jeg ikke har penge til det. Det smerter dybt i mig, at mit barn hellere undværer julegaver mm., for at hans mor ikke går og er ulykkelig og bekymrer sig

Mor til et barn

Ensomhed i en økonomisk presset hverdag

Ensomhed fylder også for mange af de økonomisk trængte børnefamilier, som deltager i undersøgelsen fra Røde Kors. Undersøgelsen viser, at 48 % af forældrene oplever svær ensomhed – en andel, der er væsentligt højere end blandt den generelle befolkning, hvor 10 % angiver det samme. Mange forældre beskriver, hvordan deres økonomiske udfordringer gør det svært at deltage i sociale arrangementer, hvilket fører til, at de isolerer sig yderligere.

Flere forældre fortæller, hvordan de føler skam over ikke at kunne følge med andres livsstil, og at de undgår sociale sammenkomster for at skjule deres økonomiske vanskeligheder. En mor fortæller: “Det er ensomt at være begrænset af økonomien, og med tiden er venner og veninder faldet fra, fordi alt koster penge. Nu er det bare svært at komme ud igen.”

 

Familierne er økonomisk trængte hele året

Undersøgelsen viser, at familierne også har svært ved at få økonomien til at række resten af året, og at økonomiske bekymringer fylder i hverdagen. I 54 % af familierne er der ikke råd til nødvendigt tøj og sko til børnene og 18 % af forældrene har været nødt til at springe måltider over til børnene. En mor fortæller: 

“Når pengene er små, sparer jeg alt væk til mig selv for at være sikker på i det mindste at kunne give vores datter en god, sund og varieret kost. Og for at have råd til at kunne købe tøj til hende, når hun vokser ud af sit eller det er blevet så slidt, at det går fra hinanden. Det er pinligt at skulle spare så meget. Medicin til mig selv er sparet væk. Min trivsel er i bund for at være sikker på, at vores datter har det så godt som muligt” (mor til et barn).

For mere information

Pressechef i Røde Kors, Louise Sjöström

Tlf: 29 13 78 05

E-mail: losjo@rodekors.dk