TAL OM DET!

Velkommen til en af Røde Kors’ samtalebænke på Folkemødet 2022. 

I år har Røde Kors taget bænke med til Folkemødet. Her kan du tage en pause, drikke en kop kaffe eller en øl - og ikke mindst få dig en snak.  

For i Danmark skal vi blive bedre til at snakke sammen.  

380.000 voksne oplever svær ensomhed. Det er mere end 8% af den voksne danske befolkning. Det har store konsekvenser - både for den enkelte og for samfundet. Langvarig ensomhed kan føre til både fysisk og psykisk sygdom. Det er samtidig estimeret, at ensomhed hvert år koster samfundet 8,3 mia. kr.  

I Røde Kors arbejder vi med at nå nogle af de allermest sårbare og udsatte mennesker med hjælp og omsorg. Vi tror på, at samtalen mellem mennesker og fællesskaber er vigtige redskaber i dette arbejde. Men vi kan sammen få noget ud af en god snak menneske til menneske.

Du kan tage svære samtaler her på bænken. For eksempel om hvornår du sidst følte ensomhed. Eller om dilemmaer, politik og drømme om fremtiden. Måske du endda kan tale med en, du ikke kender. Du kan også tale om dit nyeste planteprojekt, naboens hund eller det klassiske samtaleemne i Danmark om sommeren og på Folkemødet: vejret. 

Der står fem bænke rundt omkring på folkemødepladsen. Se efter dem og brug dem gerne til en pause og en snak.  

Røde Kors ønsker dig et godt Folkemøde.

Og har du noget hjerte – så tal om det! 

På bænken ved Cirkuspladsen vil det torsdag, fredag og lørdag mellem kl. 11 og 15 være muligt at høre om Røde Kors’ frivillige arbejde – og du kan høre om dine muligheder for at blive frivillig, dér hvor du bor.