Børnehuset Rosenkilden fik Førstehjælpsprisen for arbejdspladser!

Daginstitutionen Børnehuset Rosenkilden gør en stor indsats for, at alle medarbejdere og også de ældste børn kan førstehjælp. Derfor var institutionen en af de tre nominerede arbejdspladser til Røde Kors Førstehjælpsprisen, der uddeles for fjerde år i træk.

kontainer_image

Opdateret april 2016: Børnehuset Rosenkilde blev tildelt årets Førstehjælpspris. I Artiklen kan du læse hvorfor. 

I flere år er både medarbejdere og de ældste børn i daginstitutionen Børnehuset Rosenkilden i Helsingør blevet introduceret til førstehjælp, så både store og små kan hjælpe hinanden og folk omkring sig.

Daglig leder Annika Jensen sørger for, at medarbejderne får førstehjælpen repeteret hvert år, ligesom sikkerhed er noget, der ofte diskuteres i daginstitutionen.

”Det er utroligt vigtigt, at medarbejderne føler sig sikre i at handle, hvis nogen kommer til skade, eller der sker en ulykke. Særligt i et fag som vores, hvor mange mennesker kommer og går. Det handler om at passe på hinanden, og det vil vi også have børnene til at forstå,” fortæller hun.

Daginstitutionen er nomineret til førstehjælpspris

Børnehuset Rosenkilden gør et stort stykke arbejde for at sætte fokus på førstehjælp og er derfor én af de tre nominerede arbejdspladser til Førstehjælpsprisen, som Røde Kors 17. marts uddeler for fjerde år i træk. Det fortæller chef for førstehjælp i Røde Kors, Tina Donnerborg.

”Børnehuset Rosenkilden viser et stærkt ledelsesmæssigt engagement. Lederen besluttede for ni år siden, at alle skulle kunne førstehjælp. Hun har holdt fast i det og implementeret det både over for medarbejdere og også over for de ældste børn. Det er meget imponerende,” fortæller hun.

Fakta om førstehjælp

  • I dag er det kun hver tredje dansker, der har et opdateret førstehjælpskursus. Tæt på hver fjerde dansker har aldrig taget et kursus.

  • 250.000 personer tager hvert år et førstehjælpskursus, heraf ca. 60.000 i forbindelse med kørekortundervisningen.

  • Der findes ca. 12.700 hjertestartere, der er registreret på ”hjertestarter.dk” og ca. dobbelt så mange findes i hele Danmark.

  • Kilder: Analyse lavet af Voxmeter, Aleris-Hamlet og Røde Kors i 2014, Dansk Førstehjælpsråd og Hjertestarter.dk

Førstehjælpskurser reddede lille drengs liv

Pædagog Betina Dahlberg har oplevet, hvor vigtigt det er at kunne førstehjælp. Hun fik brug for sin viden fra førstehjælpskurserne, da en lille dreng fik et stykke rugbrød galt i halsen.

Fordi hun vidste, hvad hun skulle gøre, kunne Betina Dahlberg reagere hurtigt. Hun tog drengen op og tjekkede først, om hun kunne se noget i hans mund. Så gav hun ham et dunk i ryggen, vendte ham med hovedet nedad og så op igen og gav ham endnu et dunk i ryggen. Og så kom rugbrødet heldigvis ud af munden.

”Bagefter påvirker det da en, for det er en skræmmende oplevelse. Men vi er godt klædt på, og derfor tør man også handle. Så jeg går ikke i panik, hvis det sker, for jeg ved, at jeg kan takle det,” fortæller Betina Dahlberg. 

Børnene hjælper hinanden

Souschef Annegrete Christensen oplever også, at kurserne skaber tryghed i dagligdagen.

”Jeg føler en tryghed i, at vi alle sammen har deltaget i et grundlæggende førstehjælpskursus og kan betjene en hjertestarter og efterfølgende får det opdateret en gang om året. Jeg oplever ikke, at folk er bange for at reagere og gribe ind. Det samme kan jeg se hos børnene,” siger Annegrete Christensen og tilføjer, at børnene er vilde med at lære om førstehjælp og stiller en masse spørgsmål.

”Børnene vil gerne give deres nye viden videre til de yngre og for eksempel vise, hvordan man lægger en person i stabilt sideleje. Jeg oplever også ude på legepladsen, at de tager sig bedre af hinanden, hvis nogen slår sig,” fortæller Annegrete Christensen, der i sin tid stod for, at også børnene blev præsenteret for førstehjælp.

Ud over Børnehuset Rosenkilden i Helsingør er de øvrige nominerede til Røde Kors Førstehjælpsprisen 2016: Servicevirksomheden, Intern Service Gladsaxe i Gladsaxe Kommune og Byggevirksomheden, Jørgen Friis Poulsen A/S i Herning. Læs mere om dem nedenfor: