Familiesammenføring og den gode start
Det er en stor omvæltning for flygtningefamilier at komme til et nyt land. Det har stor betydning for familiedynamikken, for trivslen og dermed også for integrationen. Vi har værktøjer til at hjælpe familien og de fagpersoner, der arbejder med flygtningefamilier og børn.
Efter tilstrømningen af flygtninge til Danmark i 2015 er familiesammenføringer den næstkommende udfordring for mange kommuner. Til forskel fra flygtningebølgen, hvor perioden i asylcenter blev brugt til den første introduktion til det danske system, kommer familiesammenførte direkte til kommunerne. Der forventes derfor at komme opgaver til såvel børneområdet som familieområdet med en målgruppe, som helt indtil ankomsten til Danmark, har boet enten i konfliktzoner eller nærområdelejre.
Endvidere skal en gruppe uledsagede flygtningebørn familiesammenføres og det kan have store konsekvenser for både den enkelte familie og for medarbejdere i kommunen.
Hvordan kan Røde Kors Akademiet hjælpe?
I Røde Kors har vi mange års erfaring med at arbejde tværfagligt og helhedsorienteret både i asylfasen, ved overgivelse til kommuner samt ved eventuelle hjemsendelser. Selvom enhver flygtning skal behandles individuelt og har ansvar for egen integration, så oplever vi ofte at udfordringen i fx at få mor på arbejdsmarkedet, ligger i den samlede families integrationsudfordring. Derfor arbejder vi med at sikre familiens enhed og trivsel. Vi kan hjælpe med at ruste medarbejdere og ledere i danske kommuner – herunder daginstitutioner, skoler, beskæftigelsesforvaltninger, sundhedsplejen, sprogcentre m.fl. - med faglig viden og konkrete værktøjer til aktuelle og kommende udfordringer på flygtningeområdet.
Vi tilbyder følgende produkter:
- Introduktion til Forældreguiden – selvhjælpsværktøj til forældre og familier
-
Forældreguiden er et dialogværktøj, som uanset fagområde klæder dig på til at tale med flygtningeforældre om, hvordan de kan styrke familietrivslen i en situation, hvor stress og traumer kan svække forældrerollen. Selvom du ikke er psykolog, kan du ved at introducere forældrene til guiden og dens værktøjer være med til at øge trivslen og overskuddet i familierne, og få fremtiden til at se lidt lysere ud for både børn og forældre. På den måde kan du understøtte dit samarbejde med udfordrede flygtningefamilier og hjælpe din egen opgaveløsning på vej.
Med simple værktøjer tilbyder den dig og dine kolleger et fælles sprog – på tværs af jeres fagligheder – til at give familierne handlemuligheder i forhold til for eksempel sorg og traumer og egenomsorg.
Guiden er skrevet af eksperter i krisepsykologi.Vi anbefaler, at Røde Kors introducerer værktøjet til det faglige personale i kommunerne, så de bedst muligt kan formidle det videre, og så de er klædt på til reaktioner hos modtagerne. Guiden er relevant som redskab for familiekonsulenter, sundhedsplejersker, sagsbehandlere i integrationsteams, pædagoger og lærere som har kontakt med nytilkomne flygtningebørn samt psykologer eller andre, der har kontakt med traumatiserede familier.
En introduktion til forældreguiden kan med fordel indgå på workshop som del af emnet forældre i Danmark, opdragelse og kulturmøde – eller i kombination med oplæg om asylpædagogik eller traumeforståelse.
Når vi introducerer forældreguiden, giver vi både en introduktion til, hvordan guiden kan bruges og fortæller om eksempler på, hvordan familier har brugt den.
Værktøjet findes både som folder og app. Begge dele kan downloades her. - Oplæg: Familiesammenføring med uledsagede mindreårige
-
Uledsagede mindreårige får i mange tilfælde familiesammenføring med deres forældre. Det kan desværre være udfordrende for familiestrukturen og kan resultere i en ny anbringelse.
Hvordan kan man forebygge sammenbrud i familien? Og hvordan kan man hjælpe familien til at finde hinanden?
Oplægget henvender sig primært til socialtilsyn, døgninstitutioner og botilbud for uledsagede mindreårige. Det henvender sig også til sagsbehandlere på plejefamilieområdet og til andre, som arbejder med uledsagde og ledsagede mindreårige, skolelærere og pædagoger. - Oplæg: Hvordan sikres den gode modtagelse af familiesammenførte familier
-
Vi kan give en grundig introduktion til fagpersonale om, hvordan man møder mennesker, der ikke har været igennem asylfasen, men kommer direkte til kommunerne. Oplægget henvender sig eksempelvis til beskæftigelseskonsulenter på landets jobcentre.
Vi kommer bl.a. ind på, hvad voksne nyankomne selv kan gøre ift. kulturforståelse og arbejdsmarkedsintegration. Herunder giver vi en introduktion til brug af Forældreguiden. Guiden giver konkrete råd og vejledning om, hvordan man håndterer sine børns reaktioner på dramatiske livsbegivenheder, og hvordan man som forældre skaber tryghed for dem.