Elinors far sad i koncentrationslejr. Her fortæller hun om at leve under krigen, og om da faren kom hjem med De Hvide Busser.

For 14-årige Elinor begyndte den 19. september 1944 som en almindelig dag. Hun og broren tog i skole, og faren tog på arbejde som politibetjent. Efter skole skulle Elinor som sædvanligt tage hjem til familiens lejlighed på 4. sal i København. Der ventede hendes mor. Men så gik luftalarmen. Når alarmen lød, betød det, at der fløj bombefly ind over byen. Det gjaldt om at finde ly, hvis der skulle falde bomber. 

Det er mange år siden. I dag er Elinor 90 år. Hun har fået fire børn, masser af børnebørn og oldebørn. Hun har faktisk ikke helt styr på hvor mange. Til gengæld står denne dag knivskarpt for hende. Hør Elinor fortælle om, hvorfor det ikke er bomberne, hun husker fra den 19. september 1944:

Tyskerne anholdt ikke kun Elinors far den dag. De pågreb også store dele af det danske politikorps. Elinors far kom i første omgang til koncentrationslejren Buchenwald. Familien kunne skrive med ham, men brevene blev censureret. Alligevel stod det klart for familien, at faren havde det rigtig skidt.

”De blev mishandlet. De stod i bare tæer, selv om det var frostvejr.”

Elinors mor fik sendt støvler ned til faren, men på det tidspunkt var hans ben allerede ødelagte.

Elinor bliver modstandskvinde

Mens Elinors far blev flyttet rundt til forskellige lejre, begynder Elinor at flytte rundt på noget helt andet. 

Hun bliver nemlig en del af modstandsbevægelsen. Det var de danskere, der gjorde modstand mod tyskerne. Elinor delte blade ud, hvor danskerne kunne læse om sabotage og andre nyheder, som tyskerne ikke ville have ud. Hør Elinor fortælle om at være modstandskvinde: 

Når Elinor havde uddelt de ulovlige blade for modstandsbevægelsen, så tog hun ofte sporvognen hjem. Her sad hun for det meste helt stille uden at have øjenkontakt med de andre passagerer.

”Man turde ikke snakke om krigen, og hvad der foregik, så risikerede man jo at blive anholdt,” husker Elinor. 

Far kommer hjem med De Hvide Busser

I maj 1945 får Elinor og familien at vide, at hendes far bliver hentet hjem. På det tidspunkt har faren været i koncentrationslejr i cirka syv måneder. Sammen med tusindvis af andre danskere blev han hentet hjem til Danmark i det, som blev døbt De Hvide Busser. Busserne kørte op gennem det krigshærgede Tyskland for senere at køre gennem Jylland med kurs mod København. 

Da Elinors far kommer helt hjem, er hele familien selvfølgelig meget glade. Det er dog en fysisk meget forandret far, Elinor får hjem.

”Han kom hjem som et skelet. Når han gik tur sammen med min mor, så begyndte han at ryste. Hun var nødt til at støtte ham. Han blev aldrig den panserbasse, han havde været før krigen.”

Mange af dem, der overlevede koncentrationslejrene, blev meget mærket psykisk af oplevelserne, men hjemme hos Elinor kom faren og familien igennem de forfærdelige oplevelser. Elinor mener, at det skyldtes, at familien var kristne:

”Far foldede sine hænder og talte med Gud. Og vi derhjemme foldede vi også vores hænder for ham.”