Baggrund

De Hvide Bussers redningsaktioner foregik fra 5. december 1944 til 26. april 1945.

Der er altså ikke tale om en lang konvoj af busser i en enkelt operation, men en lang række operationer og et utal af små og store konvojer til et utal af tugthuse, fængsler og KZ-lejre og udekommandoer.

Det lykkedes at redde mellem 17.500 og 20.000 fanger ud af KZ -lejre, udekommandoer, tugthuse og fængsler (det første tal er fra Hans Sode Madsens bog ’De Hvide Busser’ – det andet tal er fra Bo Lidegaards ’Redningsmænd’). Heraf var 10.000 danske og norske.

Kulminationen i operationen er den store redning fra Neuengamme den 19.-20. april, hvor det lykkedes danske og svenske hvide busser at hente 4.255 fanger på blot et enkelt døgn.

De svenske busser kørte på benzin og op mod 80-90 kilometer i timen. De danske kørte på bøgebrænde i en gasgenerator bag på og kunne kun netop overhale en knallert med 30-40 kilometer i timen. De danske busser bestod af alt fra lastbiler til fiskeeksportbiler og kølebiler til rutebiler, der blev taget ud af deres daglige ruter.

Hitler hadede fangefrigivelser mere end ret meget andet, og de allieredes flyvere bombede løs for at afslutte krigen. Tidspresset var voldsomt. Hver dag døde der mennesker i koncentrationslejrene, og fangerne risikerede at blive sendt på dødsmarcher vestover, hvis den røde hær rykkede for tæt på.

Den første idé om at skabe et korps af hvide busser kom fra den danske modstandsmand og kontreadmiral Carl Hammerich, der havde været aktiv i Norgeshjælpen. Han forestillede sig et korps af biler og busser i Jylland, der skulle køre afsted for at hente fangerne, når krigen var ovre.

I Norge havde den norske ambassadør Niels Christian Ditleff cirka samme rolle og var den aktivist, der sammen med Hammerich skabte forbindelsen til Sverige.

Englænderne havde udstedt ordren ”Stay put” – bliv hvor I er, der reelt betød, at de ikke ville have nogen ud at køre på tyske veje. Krigen skulle afsluttes først.

Danskerne med udenrigsministeriets i spidsen fik forhandlet sig frem til, at de danske politifolk måtte være at betragte som krigsfanger. Frantz Hvass i udenrigsministeriet kæmper her med Genevekonventionen som våben. Det var første spæde skridt i retning mod at få lov at hente fanger.

Frantz Hvass, Juul Henningsen og Pontoppidan Sørensen i Padborg (Foto: Nationalmuseet)

Sygeplejerske, Maja Foget (Foto: Nationalmuseet)

Den første redningsaktion bestod af fire DSB-busser, der kørte til Buchenwald for at hente 200 syge politifolk. Det lykkedes dem at komme hjem med 199 politifolk. Med på konvojen var blandt andet sygeplejerske Maja Foget, der sidenhen har fået Florence Nightingale medaljen og den daværende chef for sundhedsstyrelsen lægen Juel Henningsen samt konvojør i Dansk Røde Kors Holger Reedtz Funder.

20. december bliver der givet grønt lys for politiets overførsel til krigsfangelejren Mühlberg.

Flere danske konvojer kører herefter til både Neuengamme og Buchenwald – de danske hvide busser var altså de første hvide busser.

Den svenske Greve Folke Bernadotte og vicepræsident i Svensk Røde Kors ledte den største del af operationen. Han kom ind i billedet i februar 1944, og den 16. februar tager han afsted mod Tyskland for at forhandle med lister i hånden over de norske fanger og lidt dårligere efterretninger over de danske.

Han mødes med Himmler første gang den 19. februar 1945.

Danskerne vil helst hente fanger helt til Danmark, mens svenskerne foreslår at hente fangerne til mellemstationen Neuengamme ved Hamborg. Det går danskerne med på 6. marts 1944.

De svenske greve, Folke Bernadotte (Foto: Nationalmuseet)

Heinrich Himmler (Foto: Nationalmuseet)

Imens nålestiksoperationer går til tugthuse og fængsler for at finde enkelte fanger ud fra de lister, de har, kører store konvojer af De Hvide Busser dybt ned i Tyskland til Mauthausen og Sachsenhausen for at hente fanger tilbage til Neuengamme i marts og april.

Den 25. marts siger Neuengammes kommandant Max Pauly stop. Der kan ikke være flere fanger i hans lejr. De Hvide Busser kan ikke få lov at komme med flere fanger med mindre de kører en hel bygning fuld af ikke skandinaviske fanger til den frygtede KZ lejr Bergen-Belsen. Kun ved at køre andre udsultede og syge fanger til det, der formentlig er den visse død, kan de redde de mennesker, de har fået lov at redde. Et svært dilemma. Efter mange svære overvejelser går Bernadotte med på det. De Hvide Busser skaber plads til de skandinaviske fanger i Neuengamme ved at køre ikke-skandinaviske fanger til Bergen-Belsen.

I slutningen af marts skal svenskerne hjem på orlov, og danske Johannes Holm fra Serum Instituttet er rasende. Det svenske mandskab er udgjort af værnepligtige, mens danskerne er frivillige. Forskellen bliver tydelig her.

Selv om de svenske Hvide Busser kører på benzin og langt hurtigere end de danske (80-90 kilometer i timen mod 30-40 kilometer i timen), og selv om mandskabet er friskere, mere professionelt, har danskerne noget svenskerne ikke har: Frivillige.

Danskerne tilbyder Bernadotte hjælp og den svenske og danske operation bliver samlet 30.-31 marts.

Den mest kendte del af operationen er måske redningen af de danske jøder i Theresienstadt mellem den 12. og 19. april. 423 danske og statsløse jøder blev kørt tilbage til Padborg og derfra videre til Sverige.

I døgnet mellem den 19.-20. april kulminerer redningsaktionen, da 4.255 fanger blev hentet ud af Neuengamme på blot et døgn. Forud er gået forhandlinger med Himmler, og så sent som den 18. april om aftenen giver Himmler kontraordre for så alligevel at give lov den 19. april klokken 19 om aftenen. 200 busser er opmarcheret i Padborg og det myldrer ind med busser i hovedkvarteret ved slottet Friedrichsruh i nærheden af Neuengamme. Så sent som den 19. april spørger svenskerne danskerne om 100 busser mere, fordi opgaven ellers er umulig. Uden tøven svarer danskerne ”ja”. Carl Hammerichs forberedelser giver pote, og man kan trække 100 biler mere ud af Danmark. Den 20. april om aftenen – på Hitlers sidste fødselsdag – er det lykkedes at få 4.255 fanger ud på blot et enkelt døgn.

Morgenen efter den store aktion mødes Bernadotte med Himmler og får lov at hente de kvindelige fanger i Ravensbrück. På dette tidspunkt er der ikke flere danske kvinder i kvindelejren. Men cirka 15.000 kvinder har brug for at blive reddet ud. Det projekt kaster man sig ud i.

En stor del af de cirka 10.000 ikke danske fanger blev hentet fra koncentrationslejren Ravensbück fra 21. april til 26. april, hvor belgiske, hollandske, polske kvinder blev reddet ud og kørt til Danmark.

De hvide busser er blevet beskudt før, men den sidste del af operationen bliver den blodigste. Tyskerne er begyndt at køre i hvide biler, og de allierede skyder på alt der kører på vejene. Busserne gemmer sig under træer og i skove, for hverken beskyttelsesmærke eller hvide køretøjer beskytter ret meget længere, og den 25.-26. april dør flere end 25 på en dag på grund af bombardementer. De hvide bussers aktioner bliver indstillet den 26. april.

The referenced media source is missing and needs to be re-embedded.

dehvidebusser.dk er støttet af Sportgoodsfonden