Gør en forskel som samarit
Sammen med 600 andre samaritter yder du en førstehjælpsindsats til arrangementer landet over. Du hjælper mennesker, der har brug for dine kompetencer og medmenneskelighed.
Hvad skal jeg lave?
Som samarit eller medic har du vagter ved fx. sportsstævner, koncerter, festivaler og firmaarrangementer. Her sørger du for en hurtig og grundig førstehjælpsindsats sammen med dine kollegaer, hvis ulykken skulle ske. Fra plaster på et sår over forbinding af en forstuvet ankel til brug af hjertestarter ved hjertestop. Din indsats afhjælper skader og redder liv.
Hvad får jeg ud af det?
Som frivillig i Røde Kors får du vores samariteruddannelse og et stærkt socialt netværk - samt oplever glæden ved at hjælpe andre. Er du i gang med en sundhedsfaglig uddannelse som fx. læge, sygeplejeske eller paramediciner, så har du desuden muligheden for at tilegne dig praktisk erfaring, der kan være gavnligt i dit videre uddannelsesforløb.
Hvor lang tid tager det?
Engagement tager tid, men du bestemmer selv, hvor meget tid du vil investere. En vagt kan vare fra få timer til hele weekender. Udover dine samaritervagter træner du med andre samaritter fra din gruppe, så du hele tiden er opdateret og kan yde dit bedste.