Om EPICO
EPICO Group er et af de hurtigst voksende IT-konsulenthuse, som har en ledende position inden for identificering, kvalificering og levering af de rette IT-konsulenter til stats- kommune- og erhvervssegmentet i Norden. Koncernen leder vejen for IT-konsulentydelser i Norden og dele af Europa. Med 7 forretningsområder sikrer EPICO-IT kvalitetsrig IT-rådgivning og leverance af IT-ressourcer inden for en bred skare af konsulentydelser. EPICO har en årlig omsætning på over 750 millioner kroner og +600 konsulenter på kontrakt, globalt.
Hvorfor vi er medlem af Røde Kors Erhvervsklub
Hos EPICO tager vi vores sociale ansvar seriøst. Derfor vil vi også gerne støtte op omkring det fantastiske arbejde, som vi ved, at Røde Kors hver dag udfører på verdensplan. Det gør vi ved at melde os ind Røde Kors Erhvervsklub og i år støtte med en donation til julehjælp til udsatte børnefamilier. Julen bør være en tid fyldt med glæde, hygge og ro, men for nogle kan bekymringer om den kommende højtid overskygge julens egentlige formål. Det vil vi gerne hjælpe med at ændre på, og derfor glæder det os, at vi med julehjælpen i år kan glæde flere familier, som har brug for en hjælpende hånd op til højtiden.
Hos EPICO ønsker vi at støtte op omkring sårbare og udsatte mennesker, og derfor har vi også tidligere bl.a. samarbejdet med Røde Kors til vores årlige Charity Day.
På vores Charity Days giver vi en hjælpende hånd i form af frivilligt arbejde i samarbejde med en velgørende organisation. Arbejdet har tidligere bestået af at hjælpe til i genbrugsbutikker, varmestuer og væresteder, hvor vi har lavet og serveret mad, gjort rent, malet vægge, luget ukrudt, kørt på genbrugspladsen, sorteret doneret tøj m.m.
Hvordan vi kommunikerer vores engagement i Røde Kors
Vores kommunikation om vores medlemskab i Røde Kors Erhvervsklub og deri donationen til julehjælpen kommunikerer vi både internt og eksternt. Internt kommunikerer vi det ud til alle, og vi har valgt at hænge jeres diplom op på samtlige af vores kontorer samt tilføjet et banner til alle ansattes e-mail signatur. På den måde bliver det gode budskab også delt eksternt, ligesom det gør, når vi deler det i nyhedsbrev, på vores hjemmeside samt sociale medier.
Vi deler det internt og eksternt, fordi vi ønsker at fortælle om vores samfundsansvar til både samarbejdspartnere, kunder, konsulenter og medarbejdere, så de ved, hvilke sager, foreninger og velgørende arbejde, vi engagerer os i. Vi har et ønske om at kommunikere, hvilke donationer og samfundsmæssige initiativer, vi årligt støtter op om, da det er hele organisationen, kunder, konsulenter og vores samarbejdspartnere, som samlet er medvirkende til, at vi har mulighed for at bidrage med donationer som disse. Dette ønsker vi at anerkende.
Effekten internt
Når vi støtter formål som disse, bliver det altid modtaget utroligt positivt internt. Det er med til at understøtte EPICO’s kerneværdier; personlig relation, tillid, åbenhed og ekspertise, og det er medvirkende til, at vi som organisation hver dag lever den EPICO-ånd, som vi har brugt mange år på at opbygge.
Vores medarbejdere udtaler desuden, at de er glade for at være med til at give tilbage til en god sag, fx ved at bruge en arbejdsdag som frivillig til Charity Day eller ved at videreformidle budskaber som disse via LinkedIn og dermed være med til at anerkende det vigtige arbejde, som Røde Kors udfører.
EPICO’s samarbejde med Coding Pirates
EPICO har i flere år støttet Coding Pirates, som er en nonprofitorganisation af frivillige ildsjæle, der arbejder for at udbrede IT-kreativitet hos børn og unge i alderen 7-17 år. Vi har blandt andet støttet med en årlig donation til selve organisationen samt etablering af summer camp for medlemmer af Coding Pirates. Derudover støtter vi i form af afholdelse af events, hvor Coding Pirates kan udbrede deres budskab via os, som fx på Folkemødet, hvor vi afholdt debatten Hvordan passer børn og unge på sig selv online? I debatten deltog Data Etisk Ungeråd, Politiets Online Patrulje, Center for Digital Pædagogik og Coding Pirates, og sammen italesatte parterne, hvilke problematikker man skal være opmærksom på, når unge færdes på nettet samt, hvordan voksne kan støtte unge, når de er online. Derudover afholdt vi eventet Strøm til børn – et kreativt event, hvor børn og unge gik kreativt til værks for at lære om programmering af musik.
Coding Pirates foreningen har stærke kræfter bag sig i form af IT-professionelle, lærere, programmører, forskere og entreprenører. Vi er utroligt glade for at være en støttende samarbejdspartner til Coding Pirates. Vi synes, at de gør et fantastisk arbejde, hvor de omfavner unge i deres nysgerrighed, læring og udvikling inden for IT-teknologi samtidig med, at de danner stærke relationer og sammen dygtiggør sig til fremtiden. Derudover støtter Coding Pirates op om unge piger, som udviser interesse for IT. De hjælper med at skabe en forståelse for teknologien – en vigtig mærkesag, som vi også har omtalt i medierne, og som vi mener er vigtig for børnene, fremtidens IT og velfærdssamfundet.