Vores arbejde | Røde Kors

Krig er ikke for børn. Alligevel er børn lige nu fanget i krigszoner og på flugt fra rædsler, vi slet ikke kan forestille os herhjemme. De har oplevet ting, børn ikke skal opleve. De har set deres hjem blive bombet i stykker. De har mistet familiemedlemmer og venner. De er blevet revet væk fra deres forældre. De er flygtet fra deres trygge hjem og alt det, de kender til.

I Syrien har krigen varet i 9 år. Mange børn har aldrig kendt til andet end krig og konflikt. De er vokset op i krigens ødelæggelser og på flugt i nærområderne, hvor de lever i overfyldte flygtningelejre uden håb for en bedre fremtid. I Yemen lider børn af sult, kolera og andre livsfarlige sygdomme, fordi de ikke får den helt basale hjælp, de har brug for.

Og på Lesbos er tusindvis af børn lige nu i akut nød efter branden i Moria-lejren. De står desperate uden tag over hovedet og er helt afhængige af nødhjælp.

Lørdag den 3. oktober samler vi ind til livsvigtig lægehjælp, mad, vand, omsorg og beskyttelse til krigsramte børn.

Khattab har kun kendt til krig

Khattab er 8 år. Han har aldrig kendt til andet end krig. Og han er en af de mange syriske børn, der betaler den højeste pris for de voksnes konflikt. Khattab blev såret i et angreb i hans hjemby og blev opereret på Røde Kors' felthospital. Hans ben er ved at hele, og han kan snart bevæge sig rundt og spille fodbold igen.

Som så mange andre børn lever Khattab i en flygtningelejr uden at vide, hvornår han kan komme hjem - og om han stadig har et hjem. Khattab overlever på helt basal nødhjælp lige som de andre børn i lejren.

"Gid man kunne gøre noget mere"

Merete Rønnow er operationssygeplejerske og har været udsendt for Røde Kors i flere konfliktområder. Senest har hun arbejdet på vores felthospital i Al Hol-lejren i Syrien. Et af de mange børn, der har gjort stort indtryk på Merete er Mohammed på 12 år. Han var blevet såret af en granat i ryggen, men havde ikke fået den nødvendige pleje i tide og fik derfor alvorlige infektioner i sine sår.

"Mohammad fik infektioner, vi ikke kunne slå ned, og det var dem, han døde af. Børn som ham er dem, der lider allermest. Det er så hårdt at være vidne til. I Danmark ville han have overlevet. Jeg tænker hver gang: gid man kunne gøre noget mere!"