Bliv ambassadør
... og giv dit gymnasium en oplevelse hele verden mærker
Vil du hjælpe Røde Kors på dit gymnasium? Vær med til at forandre verden for mennesker, der kæmper for overlevelse - og sæt et rødt kors på dit CV.
Som Røde Kors-ambassadører er du aktiv i perioden 15. august til 5. oktober og bruger i gennemsnit 2-3 timer om ugen på at skabe en kampagne, hvor skolens elever og lærere motiveres til at melde sig som indsamlere for Røde Kors søndag d. 5. oktober 2025.
Du skal melde dig fordi:
- Du er med til at gøre en forskel for tusindvis af mennesker
- Du styrker dit CV og modtager et diplom for din indsats
- Du bliver en del af et fællesskab, der består af hundredvis af ligesindede gymnasieambassadører
- Du opbygger nye og bredere relationer på dit gymnasium
- Du kan bruge dine kreative og koordinerende evner på et tidsbegrænset projekt, der giver konkrete resultater
- Du bliver en del af Røde Kors og inviteres med til events for Røde Kors’ gymnasieambassadører
- Du får løbende sparring med en Røde Kors-medarbejder, samt fysiske og digitale materialer.
Det er en mulighed for at komme tæt på Danmarks største humanitære organisation, og for at få praktisk erfaring indenfor kampagne- og velgørenhedsarbejde. De frivillige timer du giver Røde Kors er et godt udgangspunkt for din ansøgning til en videregående uddannelser eller et kommende job.
Du bliver sat grundigt ind i opgaven og tidligere ambassadører beskriver det som en nem og overskuelig opgave. Vi er med dig hele vejen.
Når du udfylder formularen accepterer du, at Røde Kors må kontakte dig via sms, telefon og e-mail. Du kan læse mere om, hvordan Røde Kors behandler dine data her.
Her kan du læse mere om, hvad det indebærer
- Hvad går ambassadør-rollen ud på?
-
Som ambassadør bliver du en del af Røde Kors-organisationen og er med til at gøre en forskel for tusindvis af mennesker i nød. Du repræsenterer Røde Kors på dit gymnasium, og vi hjælper dig under hele forløbet. Ambassadør-opgaven indebærer, at du tager den kreative kasket på og planlægger en kampagne, der skaber et fællesskab omkring Røde Kors og gymnasieindsamlingen på skolen. Du vil typisk indgå i et team af ambassadører på gymnasiet, som mødes jævnligt og lægger planer for, hvordan I sjovt og effektivt motiverer skolens elever til at melde sig som indsamlere. Derfor er du også meget velkommen til at invitere en ven på skolen til at være med på ambassadørholdet.
Opgaven indebærer, at du:
- Skaber synlighed omkring Røde Kors og indsamlingen minimum én gang om ugen
- Laver konkurrencer og andre aktiviteter på gymnasiet, der motiverer gymnasiets elever til at melde sig som indsamlere
- Hjælper elever og lærere på din skole med at tilmelde sig som indsamlere
- Engagerer dig i opgaven og har mod på at gøre en indsats for den gode sag
Som Røde Kors-ambassadør får du:- Du bliver en del af vores ambassadørgruppe på Facebook: Røde Kors-ambassadører 2025
- Du får en grundig introduktion til opgaven på vores fysiske opstartsdag for alle landets gymnasie-ambassadører
- Vi sender en kasse med kampagnematerialer, som du kan bruge på dit gymnasium
- Du får adgang til vores online ambassadørmappe, hvor du kan hente materialer og gode råd
- Du modtager løbende sparring og inviteres til at deltage i løbende dialog med de øvrige ambassadører
- Vi giver mulighed for, at du og dit gymnasium kan deltage i en masse spændende konkurrencer
- Efter indsamlingen får du tilsendt et diplom for din indsats
- Hvad er Røde Kors’ Gymnasieindsamling?
-
Første søndag i oktober holder Røde Kors hvert år landsindsamling i Danmark, Røde Kors-indsamlingen, hvor op mod 15.000 mennesker går på gaden og samler ind til fordel for Røde Kors’ arbejde. Som indsamler melder man sig på en rute, hvor man går fra dør til dør med sin indsamlingsbøsse, ringer på og beder om en donation.
Gennem nu 16 år har landets gymnasier bakket op om indsamlingen. Sidste år blev hver fjerde rute gået af gymnasieelever – dvs. mere end 4000 gymnasieelever var ude at gå for Røde Kors og samlede over 2 mio. kr. ind til Røde Kors’ arbejde. Det er et kæmpe fællesskab af unge, der hver og én går et skridt for den gode sag – dette fællesskab kalder vi Røde Kors’ gymnasieindsamling.
Gymnasieindsamlingen er altså gymnasiernes bidrag til Røde Kors-indsamlingen, hvor 300-400 gymnasieelever fordelt over hele landet engagerer sig i indsamlingen som Røde Kors-ambassadører og ruller kampagnen ud på hvert sit gymnasium.
Hver eneste dag har mennesker brug for Røde Kors’ hjælp. Derfor samler vi ind, så vi kan hjælpe her og nu, og når katastrofen rammer næste gang. Røde Kors er altid til stede i 192 lande, og hvert år hjælper vores 17 millioner frivillige millioner af nødlidende mennesker i hele verden og tusindvis af udsatte herhjemme.
Hvad siger tidligere ambassadører?
"Det er simpelthen så spændende! Jeg lærer hele tiden en masse nye ting, men vigtigst af alt, så føler jeg, at jeg gør en forskel. Det gør mig glad og stolt."
”Hyggeligt og sjovt. Fedt at få folk til at samle ind, og at se udviklingen i, hvor mange der melder sig til.”
"Fed oplevelse, hvor man fik lov til at være med i noget, der var større end én selv."
”Det var mega fedt. Søde mennesker. Og man følte, at man faktisk gjorde en forskel.”
”Det har virkelig været en fed og givende oplevelse igen i år!”
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til ambassadørrollen og gymnasieindsamlingen, så ring eller skriv til: 4015 5305 / gymnasie@rodekors.dk